Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, tirsdag den 10. nov.
Selv om Covid 19 vender op og ned på mange ting er et sikkert. Det bliver også jul i Ribe i år.
Nok bliver de mange julearrangementer, som Ribe er kendt for under temaet Peters Jul, ikke de samme som de foregående år, men der vil stadig være masser af julehygge i den gamle by.
– Der er i årets løb blevet arbejdet på det store program for Peters Jul, og alt lå klappet og klart, men i år bliver en anderledes jul.
– De mange intentioner er blevet vendt og drejet, og i samarbejde med politiet er det besluttet, at det er et anderledes program, der venter byens lokale beboere, gæster og handlende, siger Claus Pedersen, der er formand for Peters Jul i Ribe. Han fortsætter:
– Den unikke julehygge, som Ribe altid er garant for, vil sammen med en ekstra investering i julebelysningen være omdrejningspunktet til dette års Peters Jul. Der vil være aktiviteter som fx julemanden, der kører igennem byen og kanekørsel, men vores juleboder på Torvet må vi desværre lade stå inden døre i år.
Grundet forsamlingsforbuddet har det været nødvendigt at aflyse de traditionelle indendørs arrangementer, hvilket betyder, at Jul på Det Gamle Rådhus og Årets Emil er aflyst, og det samme er Smag på Julen, der var planlagt på Domkirkepladsen i lighed med 2019.
– Vi har i de senere år præsenteret en del julemusik i gaderne, men denne del kan heller ikke lade sig gøre grundet forsamlingsforbuddet, og det samme gør sig gældende for det traditionsrige juleoptog. Vi har derfor valgt at flytte musikken, i selskab med julemanden, vægteren og Peters far ind i Ribehallen. Grunden er, at det stadig er muligt at lave koncert- og kulturarrangementer, og derfor ønsker vi at lave en alternativ form for julehygge for store og små, der kan opleve forskelligt underholdning fra scenen i hallen, fortæller Claus Pedersen videre.
Julekoncerter er der flere af, da både Vejen Garden inviterer til Julekoncert i Ribehallen, og Julie Berthelsen optræder i Ribe Domkirke den 20. december. Dertil kommer et antal af koncerter arrangeret af Ribe Domkirke.
Billetter til arrangementerne skal købes på forhånd, da man hermed får registreret gæsterne og ved hvem, der har deltaget. Tidspunkter og billetsalg kan man i den nærmeste fremtid se mere om på Ribehandel.dk eller på facebooksiden Ribe Handel.
Der er desuden mulighed for at besøge Julemarkedet på Museet Ribes Vikinger.
Ribe Handel, der står bag Peters Jul, ønsker sig blot en ting til jul: – Køb jeres julegaver og gør jeres juleindkøb i byens butikker. Det er afgørende at vi får en god julehandel, så butikkerne også er her i 2021 og efter den nuværende situation, understreger formand for Ribe Handel, Peter Lauritzen.









































































