Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 25. april 2023

Af de tre områder, Ribe, Esbjerg og Fanø, er Ribe klar det område, der økonomisk bidrager mest til Destination Vadehavet, når man ser på medlemmernes betaling til destinationen.

Fra Ribe får foreningen 661.000 kroner, mens medlemmerne i Esbjerg bidrager med 475.000 kroner og medlemmerne på Fanø med 241.000 kroner.

Det fremgik af den beretning, formanden for Destination Vadehavet, Claus Pedersen, aflagde på destinationens generalforsamling mandag aften.

– Der har været meget fokus på vores medlemmer – også post covid, hvor vi bl.a. lavede en temperaturmåling ved indgangen til højsæsonen i 2022. Resultatet var en tiltagende optimisme, men hvor det før var covid der skabte bekymringerne, var det nu de stigende energipriser og gæsters rådighedsbeløb, der havde fået fokus grundet den forfærdelige krig som følge af Ruslands invasion af Ukraine og de udfordringer, det har medført i vores samfund, sagde Claus Pedersen bl.a. og fortsatte:

– Om det skyldes en presset økonomi som følge af covid eller stigende energipriser skal være usagt, men vi oplevede desværre en nedgang i antallet af medlemmer i destinationen fra 2021 til 2022. Faktum er at vi gik fra at have været 172 medlemmer til 112 – dvs. et tab på 60 medlemmer i alt.

Det fordeler sig således:

I Ribe tabte vi 14 medlemmer og gik fra 54 til 41 svarende til et fald på 25%.

Vi mistede 11 medlemmer i Esbjerg hvor vi gik fra 34 til 23. Et fald på 33%.

På Fanø var der i 2021 hele 83 medlemmer og i 2022 hed tallet 48. Det svarer til et fald på hele 43 %.

– Alt i alt er det ikke tilfredsstillende og en ærgerlig udvikling, hvor svaret dels skal ses i, at virksomheder er ophørt og at økonomien post covid har været presset i branchen, men det gør det ikke alene.

– Vi skal derfor stille os selv det spørgsmål om hvordan vi får flere med ombord og får vendt udviklingen – især på Fanø, hvor der ikke er lukket 35 virksomheder. Svaret skal nok nærmere ses i, at de, der tidligere bakkede op om destinationen, valgte anderledes i 2022. Det er ikke tilfredsstillende, og især ikke når Fanø Kommune bidrager som de gør ind i destinationen.

Selvom vi tabte på antal af medlemmer, er det dog en glædelig nyhed, at de medlemmer, vi har, valgte at opgradere deres medlemskab med det resultat, at vi faktisk havde en stigende omsætning. Partneromsætning steg faktisk med mere end 30% fra 1.051.000 kr. til 1.377.500 kr., fortalte Claus Pedersen.