Tekst og foto: Renè Jørgensen
21. januar 2020.

Medborgerhus – Er det et uopnåeligt ønske?

Flere år er der gået med et ønske om at samle en række aktiviteter i SeminarieHuset i Ribe. De tidligere rammer på den gamle Bispegade Skole er ikke glemt. Men håbet om en samling af flere aktiviteter svinder, når års ihærdigt arbejde med etablering bliver holdt hen i det uvisse.

– Orienteringen fra Esbjerg Kommune er dårlig, og arbejdsgruppen føler, de bliver ”trukket rundt i manegen”, lyder det i en udtalelse fra en af initiativtagerne, Herdis Skjødt.

I lørdags var der møde i arbejdsgruppen – en gruppe, man kunne tilmelde sig på vores workshop i oktober sidste år. Gruppen består af Marius Olesen, Britta Germansen, Elsie Nissen, Nini Oken og Vivi Lindblad og de to initiativragere Bente Jensen og Herdis Skjødt.

Deltagerne i gruppen er noget fortørnet over kun at være blevet tilbudt lærerværelset med to små tilstødende lokaler og et tekøkken i SeminarieHuset. Det er ganske enkelt for lidt plads.

– Hvorfor kan vi ikke blive ligestillet med Bramming og Esbjerg, som har gode faciliteter til deres rådighed og har haft det i rigtig mange år, siger Bente Jensen og Herdis Skjødt.

Workshoppen i oktober viste stor interesse for et samlingssted for de kreative aktiviteter. Når vi igen henvender os til RYK IND RIBE, er det fordi vi ønsker at orientere alle de fremmødte borgere på workshoppen om, at vi arbejder hårdt og målrettet i arbejdsgruppen. MEN! Vi føler, at vi ingen vegne kommer.

– Vi har snakket om at få reaktioner fra byens borgere i en debat – på en saglig og sober måde, så vi måske kan vise, at der er opbakning til et aktivitetshus eller medborgerhus – ganske som både Esbjerg og Bramming har. Vi havde håbet på lidt politisk vilje til en løsning, men vi må nok erkende, at det er forvaltningen, der afgør vores ønske, slutter de to initiativtagere Bente Jensen og Herdis Skjødt.

Så hvad mener du – hvad mener politikerne – og kan en opbakning være med til ”endelig” at sætte bevægelse i ønsket om aktivitetshus i SeminarieHuset?