Birgitte Raunholt og Hans Christian Schmidt skriver mindeord om Preben Rudiengaard

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om Prebens alt for tidlige død. Vi er triste og chokerede.

Det tager mange år at få en gammel ven. Med Preben har vi haft den glæde at få lov til at have et langt venskab med et af de skønneste mennesker, som vi har mødt i vort liv.

Vi kender Preben som et sympatisk, visionært, humoristisk, ordholden og meget flittigt menneske.

Preben havde et lunt væsen og altid med glimt i øjet og ”fandenivoldske” sjove historier og bemærkninger. Vi har tit diskuteret og moret os samtidig, og må indrømme at Preben ofte vandt på charmen og gode argumenter.

Preben var politisk interesseret og engageret. Ingen tvivl om det, men det har altid været helt klart, hvad der var vigtigst for Preben. Det vigtigste var Kirsten og familien. Vi tænker tilbage på alle de fantastiske dejlige timer, som vi har haft sammen med Kirsten og Preben og fyldes med glæde og taknemlighed over, at vi fik lov til og mulighed for at lære dem at kende og få så nært og varmt et venskab. Det var skønt at opleve deres fælles kærlighed.

Personligt lærte jeg Preben at kende både som kommunal politiker og i folketinget. Også i dette arbejde var han et fantastisk menneske. Han kunne det politiske håndværk og på den gode måde. Han var også kendt for respekten for borgerne, vigtigheden af at lytte og at være tilstede i lokalsamfundet, samt vigtigheden af at tage sig af sager, som lokale borgere rejste. Jeg fik lov at arbejde sammen med Preben i mange år og det var utrolig givende og inspirerende. Altid var han optaget af, at beslutninger skulle give mening og være til gavn for befolkningen. Og hvis det betød, at han var nødt til at tale autoriteterne imod, så gjorde han det. Han har efterladt markante spor og resultater.

Preben forlod Folketinget i 2011. Vi savnede ham med det samme.  Specielt hans store engagement og indsigt, og hans kvikke bemærkninger og kærlige omsorg.

Preben var i den grad sine venners ven. Aldrig gik man forgæves til ham. Altid var han villig til at hjælpe. Og altid klar til en god snak og udveksling af synspunkter.

Preben efterlader et stort savn og et stort tomrum.

Tak for nært venskab.  Vores tanker går til Kirsten og familien.

Æret være hans minde.