934 tilskuere så i Blue Water DOKKEN hjemmeholdet Ribe-Esbjerg HH sikre sig en fortjent sejr over bundholdet fra HC: Midtjylland. Sejren blev på 7 mål (35-28) , men kunne sagtens være blevet større, hvis ikke REHH havde givet spilletid til langt de fleste på udskiftningsbænken. Bredden på holdet VINDER kampe – og hele 12 spillere kom på scoringslisten.

En glad rekordholder med direktør Claus V. Madsen og koordinator Julie Nicolajsen

Mathias hyldet med gavekort

Før kampen blev Mathias Jørgensen hyldet for at slå klubrekorden for fleste kampe på holdet – og det kvitterede han med 7 scoringer.

Morten med en af sine flotte scoringer

Lillebror ville også være med

Det blev i det hele taget brødrene Jørgensens dag, og lillebror Morten Jørgensen høstede stort bifald for to spektakulære scoringer fra venstre fløj.

HC Midtjylland gav alt i 20 min

Kampen udviklede sig som forudset. HC: Midtjylland spillede fornuftigt fra første fløjt: Kasper Kvist (tidligere REHH), bragte holdet foran med (0-1), og det blev (0-2), inden Andreas Søgaard opsnappede en returbold og reducerede til (1-2). Med fornuftigt spil øgede HC Midtjylland til (2-5), men så lukkede REHHs forsvar af, og der blev udlignet til både (5-5) og (6-6). Udeholdet  kom igen i front med to mål (8-10).

Mål på frikast efter tid

Efter en Team-Time-Out, hvor REHHs cheftræner Anders Thomsen fik justeret spillet på et par pladser, ændrede kampen karakter. Magnus Haubro Jensen sendte sit hold i spidsen med (11-10) og resten af halvlegen var forskellen tre mål. Men efter pausefløjtet fik Mathias Nikolajsen mulighed for at score direkte på frikast – og det lykkedes ham at komme forbi muren og ind bag Ronnie Nicolaisen.

Ronnie tog “næsten ” alt

2. halvleg blev aldrig rigtig spændende. Det skyldtes ikke mindst, at målmand Ronnie Nicolaisen pillede glansen af udeholdets skytter med en redningsprocent på ikke mindre end 47,22 %. Ganske flot indsats af! For at nørde lidt i statistikken, så fremtvang de mange redninger HC: Midtjylland til at tage en Team-Time-Out ved stillingen (25-19). Her viste redningsprocenten 52,7.
Den største måldifference fremkom med en scoring af Magnus Haubro Jensen (31-23) med under 9 minutter tilbage.

Stillinger i løbet af kampen (ca. hvert 10. minut)

(6-6), (10-10), (pause 17-15), (22-18), (29-22), (slut 35-28)

Målscorere

Ribe Esbjerg HH: Mathias Jørgensen 7, Magnus Haubro Jensen 6, Andreas Søgaard 5, Markus Mørk 4, Elvar Ásgeirsson og Morten Jørgensen hver 3, Simon Birkefeldt 2, Jonas Larholm, Marcus Dahlin, Jesper Lindgren, Sune Iversen og Àrnár Halfdansson hver 1.

HC: Midtjylland: Jonas Langerhuus og Mikkel Madsen hver 5

Appendix – Morten forlænger…

Morten Jørgensen (21) er i gang med den 3. sæson i ligaen. Første år var som ”bobler” med de erfarne kolleger på venstre fløj, Kasper Kvist og Lasse Uth som læremestre. Anden sæson blev
ødelagt af en håndskade. Denne – 3. sæson – bliver nu forlænget. Det var for cheftræner Anders Thomsen helt logisk:
”Ovenpå en sæson, der blev ødelagt af en skade, har Morten i indeværende sæson allerede givet mange eksempler på sit potentiale. Morten har vist den rette indstilling i forhold til at arbejde hårdt og dedikeret for at kunne bidrage aktivt på holdet. Jeg ser frem til fortsat at arbejde med ham i fremtiden.”
Morten Jørgensen er vokset op i SGI. Ribe-Esbjerg har derfor altid været holdet, han så op til.

Vejen til underskrift kort

”Det blev i en tidlig alder til en drengedrøm og målsætning om at spille ligahåndbold i min hjemby. Det har nu været en realitet gennem de sidste 3 sæsoner. I den tid har min udvikling
– trods skadespause – været opadgående. Holdet er en god blanding af unge, etablerede og erfarne spillere. Det gør træningsmiljøet attraktivt og lærerigt for mig. Det er selvfølgelig hér i
klubben, at jeg ønsker, at min udvikling skal fortsætte. Jeg blev derfor både glad og stolt, da klubben tog initiativ til at fortsætte samarbejdet.
Ribe-Esbjerg HH og Morten Jørgensen har lagt et år på aftaleforløbet, der derfor min. bliver 4 år til 30. juni 2024.