Tekst: Hans Jørgensen
Meget tyder på, at sagen om 400 kilovoltledningen ned gennem Vestjylland, som er vedtaget af et bredt forlig i Folketinget, kan vende tilbage til det høje ting som en boomerang.
En gruppe borgere har netop taget initiativ til at samle de 50.000 underskrifter, der skal til for at få rejst en sag i Folketinget. En af dem er den konservative spidskandidat i Sydjyllands storkreds, Niels Flemming Hansen, Vejle.
Han sagde tirsdag aften til TV Syd, at hvis den ledning skulle etableres i Københavnsområdet, ville den omgående blive lagt i jorden.
Reglen om, at 50.000 borgere kan forlange en sag i Folketinget er relativ ny, og med den modstand, der har vist sig mod de store højspændingsmaster, er der god grund til at tro, at der kan samles det antal underskrifter for at tvinge politikerne til at behandle sagen igen.
Energinet har i øvrigt indkaldt til informationsmøde onsdag den 25. september i Ribe Fritidscenter med start klokken 19.










































































