Tekst og foto Hans Jørgensen

Der er ingen tvivl om, at modstanden mod den planlagte 400 kilovolt ledning i Vestjylland er markant.

På orienteringsmødet i Ribe Fritidscenter var der stor spørgelyst og lyst til at kommentere. Der var afsat en halv time til det, men den blev forlænget til en time, og alligevel var det ikke alle, der ønskede det, som kom til orde.

Her er et lille udpluk af debatten:

Torben: – Hvorfor ikke lægge kablerne til søs?

Projektchef Chr. Jensen: – Det er meget dyrt og ikke teknisk muligt, da kablerne skal transportere vekselstrøm.

Karen: – Hvor længe kan luft- og jordledninger holde?

Chr. Jensen: – Vi regner med 40 år

Jørgen Andreasen: – Vi bor i området, hvor monsterkabler og – master skal være. Vi vil ikke kunne sælge vores hus, og det har vi i øvrigt heller ikke lyst til.

Chr. Hansen: – Vi får måske ledningen 300 meter fra vores hus, og det betyder meget for værdien. Mange bliver ramt af det, og ejendommene bliver svære at sælge.

Chr. Jensen: – Der kan gives erstatning indenfor en afstand af 280 meter fra luftledningen. Den erstatning bygger på en aftale med dansk landbrug, Energistyrelsen og Energinet. Der er ikke lovgivet om det, men det er blevet praksis gennem mange år og godkendt af Ekspropriationskommissionerne. (Se mere om erstatningsreglerne andet sted på siden. Red.)

En spørger undrede sig over, at man andre steder piller højspændingsledningerne ned, fordi de er grimme at se på, mens man her vil bygge nogle store master.

En anden spørger ønskede at vide, hvor meget fordyrelsen fra luftledninger til jordledninger vil betyde regnet ud per kilowattime: – Taler vi ikke i størrelsesordenen ører?

Chr. Jensen: – Jo, det er rigtigt. Jeg har ikke tallene her, men det er i ører, vi taler. Men ser vi på den samlede udgift, er det milliardbeløb.

Wiinie: – Havde det været i Nordsjælland, var der ikke rejst en mast.

Hvorfor kan man ikke lave et søkabel med jævnstrøm og så lave det om til vekselstrøm på land?

Chr. Jensen: – Fordi det også handler om forsyningssikkerhed, og hvis strømmen pludseligt svigter i Danmark, skal vi hurtigt kunne få strøm fra Tyskland og omvendt. Det kan ikke gå hurtigt nok, hvis vi skal omstille fra jævnstrøm til vekselstrøm.

Anita Faurholt: – Vi bor i et område, hvor vi er omfattet af Kongeåfredningen. Hver gang, vi skal ændre noget, skal vi søge om det. De ændringer, vi laver, er bagateller i forhold til dette her.

Og sådan rullede spørgsmål og kommentarerer en times tid, hvor det overordnede ønske var hensynet til menneskene, natur og dyr fremfor hensynet til økonomien.