Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 7. december
Med den smukke julebelysning er Ribe en rigtig juleby, og det markeres over alt i byen under fællestitlen Peters jul i Ribe.
Denne weekend er ingen undtagelse. Det Gamle Rådhus er rammen om det traditionelle julemarked, der i masser af år blev holdt på Quedens Gård. Men ombygningen her har umuliggjort markedet, der er flyttet til Det gamle Rådhus, hvor også Arrestens hyggelige gård er inddraget.
Mange udstillere viser deres kunnen, og de gamle lokaler giver en rigtig hyggelig stemning.
Også på Torvet er der gang i julebyens små hytter, hvor der som på rådhuset og i Arrestens gård også serveres smagsprøver. Rigtig mange mennesker valgte denne lørdag at besøge Ribe i det relativt milde vintervejr, og der blev handlet livligt over alt.
Det traditionelle julemarked fortsætter også i dag søndag, og de kommende dage vil der også være masser af julearrangementer i nordens ældste by.