Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: Renè Jørgensen
16. november 2018
En farlig skolevej
Damvej i Ribe er en attraktiv og stille vej. Dejlige villahuse til den ene side og den smukke Ribe Å til den anden.
Men den er også skolevej for “Vadehavsskolen – Haulundvej”s børn, og mange af børnene bruger fortovet til at cykle på, idet Damvej til hverdag er fyldt op med parkerede biler, der holder tæt ved fortovet fra Feriebyen til Tøndervej.
Ydermere er vejen så smal, at biler ikke kan passere hinanden på grund af parkeringsforholdene, og skolebørnene tør ikke færdes der.
Gener for børn og beboere
Det giver også gener for Damvejs beboere, der har problemer med at komme ind og ud af deres indkørsler.
– Vi skal passe meget på, når vi kører ud på vejen, fordi mange har tendens til at køre for stærkt for at komme forbi rækken af biler. De parkerede biler fylder op og tager vores udsyn og oveni det, er der de bekymrede, cyklende børn på fortovet, fortæller en af beboerne, Ib Østergaard. – Vi skal ofte kante os ud og ind, og til tider er der spærret for os, og det skaber naturligvis frustrationer i hverdagen, fortsætter Ib Østergaard.
Dialogen har det svært
Ib Østergaard fortæller også, at beboeres indkørsel ofte anvendes til vendeplads, og at henvendelser til de unge billister om at tage lidt hensyn, ikke altid bliver modtaget særlig godt.
– En venlig besked i en forrude om at tænke på os beboere kan ligge krøllet sammen på fortovet, og en bestemt finger kan da også stritte, når vi påpeger problemerne, og tingene har ikke ændret sig, slutter Ib Østergaard.
Parkeringspladser i gå-afstand
RYK IND RIBE har været forbi to dage i træk, og der er ganske rigtigt parkeret tæt på Damvej, og samtidig er der mange ledige parkeringspladser ved Katedralskolen Sportsplads og på parkeringspladsen ved Stark. Faktisk over tredive pladser begge de dage, RYK IND RIBE var forbi.
Det antyder, at der reelt er pladser nok til de gymnasieelever fra Katedralskolen, der benytter Damvej til parkering i hverdagen.
Adspurgt om en parkeringsregulering af Damvej som i indre by er en mulighed, svarer Ib Østergaard, at han ikke umiddelbart synes, det er en løsning, men han erkender, at det måske er den eneste.
Generelle regler i bymidten
Der er 2 timers parkering i Ribes bymidte i tidsrummet kl. 9-18 i hverdagene og kl. 9-14 på lørdage.
Hvis du er beboer i en af gaderne markeret med lyserødt i nedenstående kort, skal du have en parkeringslicens for at kunne parkere i mere end 2 timer.Parkeringslicensen giver mulighed for at parkere tidsubegrænset på gaderne markeret med lyserødt i ovenstående kort.
En parkeringslicens gælder for 4 år og koster 400 kr. Der kan købes p-licenser til samtlige køretøjer i husstanden.
Ved 4-årsudløb, bortkommet licens eller køb af ny bil skal du købe ny parkeringslicens.
Kilde: Esbjerg Kommunes hjemmeside.










































































