Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 6. juli
Knapt har de studerende og personalet forladt Ribe Katedralskole, før entreprenører og håndværkere er rykket ind.
På skolen er man i fuld gang med forberedelserne til opførelsen af de tre nye huse, der skal rumme i alt seks klasselokaler for at skolen kan tage imod de elever, der hidtil har gået på handelsgymnasiet på Skyttevej. De studerende skal som bekendt forlade bygningerne på Skyttevej senest til årsskiftet, når Riberhus Privatskole overtager lokalerne.
På katedralskolen i Puggårdsgade er maskinerne rykket ind. De er lagt køreplader ud i indkørslen til skolegården, så belægningen ikke køres op, når gravemaskinerne skal i gang ligesom der er sat containere og hegn op.










































































