Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. juli 2020

Kort før middag vender de seks klippere tilbage til den store maskinhal bag den smukke gule gård, Snepsgaardevej 14, hvor Ribe Golf Klub råder over en særdeles velplejet 18 hullers golfbane. Dagens arbejde i den skønne natur er ved at være færdig – og mekaniker Henrik Rudebeck kan få monteret de nyslebne knive og dele på TORO-maskinen.

Nyder solens første stråler

Greenkeeperstaben med lederen Jan Birk Hübschmann – (mest ansvar for banen) – på en af maskinerne har været i gang siden kl. 05.00 – og oplevet den fantastiske natur i det kuperede terræn med søer, kløfter og vandløb. – Når vi har travlt med at trimme de store arealer, oplever vi ofte, at musvåger hænger i luften, men også harer, ræve og rådyr er gæster i området, fortæller Jan, der nyder sit arbejde, som også består i til enhver tid at have det bedste udstyr.

Maskinparken er plejet

I maskinhallen står mange TORO-maskiner – og de har kørt rigtig mange timer og kilometer.
– Nogle af maskinerne har kørt 5.000 timer svarende til ½ million kilometer, fortæller greenkeeper Jan Birk Hübschmann – og det er ca. 4 gange mere, end hvad man ellers ser rundt om på golfbanerne. – Men vi satser på konstant at pleje og vedligeholde vores udstyr på eget værksted.

Professionelt værksted

Mekaniker Henrik Rudebeck (ansvarlig for maskinparken) skal sikre, at de seks medarbejdere altid har de bedste maskiner med de skarpeste knive – og så skal han desuden servicere 10 golfbiler og to traktorer, som bla. benyttes ved gødskning og vanding.

Flere klippehøjder

Når der arbejdes i området, så skal klipperne benytte forskellige indstillinger på TORO 3250 maskinerne: Greens klippes til en højde på blot 3,2 mm, Fairways 16 mm, Semirough 38 mm og endelig pukler på banen 64 mm.

Mange, mange biler

Golfklubben har etableret store parkeringsarealer – og sådan en tilfældig onsdag formiddag var der fyldt godt op.

Omkring kl. 6.30 kommer de første spillere – og ½ time senere summer området af aktivitet blandet med dyb koncentration.

Kendte folk og hygge

RYK IND RIBE mødte bla. Jens Westen Pedersen fra Rødding, Torsten Troelsen, Leif Borcher og Ninus Seistrup. De to sidste gik ud på 18 huls banen kl. 07.30 og var retur ved 10-tiden – efter en knap så god runde med en score på 30 (Ninus). På terrassen, hvor der allerede var gang i grillen og de ristede pølser, fik RYK IND RIBE en snak med Leif – og Ninus, som ikke kunne forklare, hvorfor han havde haft problemer med hul 1 og 2. Leif med efternavnet Borcher bor på Nørremarken i Ribe – og kunne fortælle om en fortid i et job oven over købmand Charles Johansen i Saltgade. – I firmaet BFJ Food (Bjørn F Jensen) arbejdede vi med eksport, lød det fra Ribe-borgeren, der kom til byen i 1978. Leif og Ninus har netop tilmeldt sig et tilbud i Dejbjerg Golfklub, hvor de for “en hund” både kan spille og få den lokale burger. Også golfspillere går efter de bedste tilbud.

Golf-reportage venter

Og så blev der i øvrigt spillet golf, men det må blive beskrevet i en anden reportage, hvor vi så tager 18 huller.