Tekst og fotomontage Hasse Jørgensen, fredag den 12. juni
Musikeren og manden bag spillestedet Termansens i Ribe, Martin Schack, kommer vidt omkring.
Til september skal Martin Schack akkompagnere skuespilleren Bodil Jørgensen, der bl.a. synger de forbudte sange fra Sønderjylland.
Og fredag morgen gav de to en prøve på de forbudte sange i TV2’s Go’ morgen Danmark.
De forbudte sange stammer fra tiden mellem 1864 og genforeningen i 1920, og sangene var i bedste fald ildesete af tyskerne og i værste fald forbudte. Der blev således udgivet en sangbog med navnet Den Blå Sangbog, der indeholdt nogle ildesete sange, og de første fire sider i den sangbog var blanke. Her kunne ejerne skrive sine egne tekster.
Når danskerne brugte sangbogen og sang de forbudte sange, sprang man let og elegant over til nogle af de tilladte sange, hvis der kom tyskere. Når de var væk igen, fortsatte man med de forbudte sange, fortalte Martin Schack i den direkte TV-udsendelse.









































































