Tekst Hasse Jørgensen, tegning Nationalpark Vadehavet, torsdag den 1. februar 2024

De meget store test vindmøller, hvor marsken herunder Ribe Masken, en overgang var inde i billedet som placeringsmulighed, bliver formentligt bygget i Østerild i Thisted Kommune. Det betyder, at det testcenter, der er etableret her, skal udvides. Derfor har forligspartierne bag testmøllerne indgået en aftale om, at der laves en miljø- og habitatskonsekvens vurdering af betydningen for udvidelsen af det eksisterende testcenter.

Ribe Marsken gled for nogle måneder siden ud af billedet som placeringsmulighed, og det samme ser nu ud til at være tilfældet for marsken ved Ballum, der indtil nu har været i spil.

I en pressemeddelelse fra by-, land- og kirkeministeriet hedder det: Beslutningen om en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af centeret ved Østerild er truffet på baggrund af en grundig screening for mulige placeringer af testpladser for vindmøller på op til 450 meter. Screeningen har vist, at der er meget få steder i Danmark, hvor det er muligt.

På baggrund af screeningen er aftalekredsen enig om at gå videre med en mulig udvidelse af Østerild Testcenter, frem for at etablere et helt nyt testcenter et andet sted. Det skyldes først og fremmest manglen på gode alternativer og muligheden for at udnytte den eksisterende infrastruktur i Østerild.

Scenariet for en eventuel udvidelse af Østerild Testcenter omfatter konkret tre nye testpladser med en møllehøjde på op til 450 meter nord for det eksisterende testcenter, samt flytning og ændring af maksimalhøjden til 450 meter for de to nordligste af centerets nuværende ni testpladser.

Plan- og Landdistriktsstyrelsens målrettede screening for dette scenarie har foreløbig vist, at omkring 24 boliger, herunder stuehuse til landbrugsbedrifter, og omkring 11 sommerhuse forventeligt vil skulle nedlægges på grund af overskridelse af de gældende støjgrænser for beboelse. Aftalekredsen er enige om, at Frøstruplejren er et helt særligt område, og at beboelserne i lejren i givet fald skal kunne fortsætte.