Tekst og foto: René Jørgensen
8. december 2018.
Marsklam fra digerne og forlandet i Nationalpark Vadehavet.
Blandt udstillerne/sælgerne på dette års julemarked på det gamle rådhus, kan man møde Henriette Guld fra Havervadgård, ved Skærbæk, der sælger uldprodukter fremstillet af ulden fra gårdens egne får og farvet med plantefarver fra marsken. Man kan købe garnnøgler, sjaler og trøjer i specielle mønstre, og til dagens julemarked er der salg af små juletræer af stof, som vil klæde hvert et julebord. Til hverdag driver Henriette Guld og Hans Chr. Hansen et økologisk landbrug med fokus på sundhed og trivsel.
I marsken og langs diget i Nationalparken Vadehavet græsser fårene og deres lam. Foruden får og lam indgår der en økologisk malkekvægsbesætning samt tilhørende opdræt af stude.
Søndag er det muligt at besøge Henriette Guld på det gamle rådhus og se og købe de flotte uldting som er produceret af egne produkter.










































































