Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 12. juli 2024
Der er al tid mulighed for at gøre en god handel i Ribe, både i de etablerede forretninger, men også på Torvedagene om onsdagen i sommerperioden. Men på onsdag den 17. juli og onsdagen efter, den 24. juli, vil der være ekstra muligheder for at godt køb.
Her holdes der nemlig marked i Toldbodens Gård fra klokken 10.00 til 15.30.
Markedet arrangeres af Lene og Jette i samarbejde med Quedens Gård. Arrangørerne lover, at det vil blive et marked, hvor Toldbodens Gård vil være fyldt med lækre varer, som tøj, retro, antikviteter, tasker, der er lavet af aflagte vaders, og meget andet godt.
– Hvorfor gør I det?
– Der skal ske noget i byen. Vi skal give alle vores gæster en oplevelse, lyder det umiddelbart fra Jette og Lene.
De to har deres egen bod med mange, fine ting i gågaden, når vejret tillader det, og de har således stor erfaring med gadesalg.
– Ikke alene sælger vi ting, men når vi står i gågaden, fungerer vi også som turistkontor og hjælper mange turister med praktiske oplysninger.
– Turisterne er generelt meget tilfredse med Ribe, men der er også mange, der efterlyser flere offentlige toiletter og skraldespande, blot for at pege på et par mangler, siger Jette og Lene samstemmende.
Skulle du have ting, du gerne vil sælge, kan du tilmelde dig markedet ved at kontakte Lene Jensen på telefon 22856380. Der er endnu få pladser ledige.

Der er mulighed for en god handel