Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 25. marts 2025
Hvis byrådet til sin går med til det, skal den gule ejendom, der ligger på hjørnet af Grydergade og Gråbrødre Torv med adressen Gråbrødre Torv 2, sælges.
Ejendommen har hidtil rummet to plejeboliger, som har hørt til plejehjemmet Dagmargården.
Det er sundheds- og omsorgsudvalget, der ønsker at afhænde bygningen, fordi plejeboligerne er uhensigtsmæssigt placeret i forhold til de øvrige boliger på plejehjemmet. Dertil kommer, at de to plejeboliger er tomme, og der er ikke ventelister til plejeboliger i kommunen.
Salget skal også ses som en del af det spareforslag, der er indeholdt i budgetforliget.
Bygningen er i dag forbundet med plejehjemmet med en overdækket glasgang, og den skal ved et salg rives ned. Det er anslået at koste 50.000 kroner og kan formentligt dækkes af salgsindtægten ligesom det er tilfældet med de to plejeboligers andel af de samlede prioriteter på plejehjemmet.
Forvaltningen skal nu arbejde videre med salgsplanerne, der skal forelægges både økonomiudvalg og byråd, inden salget kan blive endeligt.