Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 5. marts.

Et særligt venskab mellem en nonne og en ung pige ved navn Marie Heurtin, der er født både blind og døv.

Det er omdrejningspunktet i den franske film “Maries historie”, som Ribe Filmklub viser onsdag den 13. marts kl. 19 i Fællessalen på seminarieHuset.

Filmen foregår i slutningen af 1800-tallet. Marie er i mangel af udtryksformer samt ganske få indtryk fra omverdenen blevet et vildt og uregerligt barn. Hun betegnes som “dum”, men hendes ydmyge håndværkerfar kan ikke få sig selv til at indlægge hende på et sindssygehospital og opsøger et institut, hvor nonner tager sig af “vilde børn”.

Da nonnen Marguerite tager pigen til sig, og vinder hendes tillid, begynder Marie langsomt at lære at kommunikere.

‘Maries historie’ er et drama baseret på autentiske begivenheder. Filmmagasinet Ekko skrev: ” Filmen er stille som i klosterets gange. Og dog lydhør som et langt violinspil med den mest betagende signaturmelodi”.

Weekendavisen skrev .”Tilskueren er i den syvende himmel”.

Biografforeningen Dagmar driver Ribe Filmklub i samarbejde med Ribe Bibliotek, og der er som sædvanlig gratis adgang for alle.