Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 26. april 2024

Forretningen Ønskebørn bliver hverken solgt eller lukket. Den vil blive drevet videre i den samme, gode ånd som hidtil med mulighed for, at der senere, når ejeren Marie Lauritzen er færdig med sin barselsorlov, vil blive lavet nogle optimeringer i butikken. Men der bliver ikke tale om de store revolutioner.

Oprindeligt drev Marie Lauritzen butikken sammen med Stine Mølgaard Jensen, og de to besluttede sig for at sælge butikken.

– Det skete efter mange, lange og svære overvejelser, og der var også flere interesserede i at købe. Men jeg fik så mange henvendelser fra vores mange, trofaste kunder, der alle fortalte, at de var kede af, hvis butikken skulle sælges eller forsvandt. Så nu har jeg købt Stines andel og driver forretningen videre alene, fortæller Marie.

Forretningen henvender sig til familier med børn fra 0 til 12 år, og det er både tøj, tilbehør og udstyr, der kan købes i Ønskebørn. Med sin placering på hjørnet af Saltgade og Seminarievej har den en fantastisk beliggenhed med parkeringsmuligheder lige udenfor døren.

– Det betyder meget, når familier kommer og skal købe tilbehør som barnevogne, autostole og lignende. Desuden har vi også en del strøgkunder, der kommer fra gågaden samt turister, og vi glæder os meget til, at gågaden føres videre ud i Saltgade. Det bliver fantastisk, siger Marie.

For 7 uger siden fik hun og gemalen, Søren Olsen, barn nummer tre, og derfor er Marie på barsel i øjeblikket.

– Men jeg har nogle virkelig gode piger, som styrer forretningen, medens jeg er væk, fortæller Marie, der stammer fra Lintrup. Hun har gået på handelsskole i Ribe og er uddannet hos Bestseller. Efter en periode i Århus vendte hun tilbage til Ribe, hvor hun har tilbragt sin ungdom og bl.a. spillet en masse håndbold.

– Jeg er ikke decideret uddannet indenfor børnetøj, men nu har vi selv tre børn, og det er klart, at de erfaringer, man får som mor, tager man med og deler med kunderne, siger Marie.

Ønskebørn har eksisteret i mere end 40 år. Stine og Marie overtog forretningen fra Ella og Thorstein Schultz for 7 år siden, da forretningen havde til huse i Codanhus, hvor der i dag er apotek. Efter et par år flyttede forretningen fra Codanhus til den nuværende placering.