Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Katedralskole, mandag den 11. maj 2026
Da Marie Ninja skovmand for snart tre år siden startede på Ribe Katedralskole, kendte hun ikke meget til latin og græsk. Men på de tre år har kendskabet udviklet sig så meget, ar Marie netop har vundet det danske mesterskab i latin i konkurrence fra studerende fra en række andre gymnasier i landet.
Marie fra 3.s vandt årets landskonkurrence med sin besvarelse af skriftlig opgave i Properts’ Elegier. Marie går på skolens klassikerstudieretning med græsk og latin på A-niveau. Med titlen følger både en hædersudtalelse og en præmie på 1.500 kroner.
– Hvorfor valgte du latin?
– Jeg tror ikke, jeg vidste, hvad det var. Jeg skulle have det i grundforløbet, og det viste sig at være meget hyggeligt. Jeg kendte desuden nogen i 2. og 3. g, som havde latin, var glade for det og syntes, det var spændende.
– I græsk og latin læser man mange, store værker, der har stærk forbindelse til kunst, og jeg er også meget kunstinteresseret, så det passede rigtig godt.
– Det siges, at kan man latin, har man lettere ved at lære andre sprog. Har du oplevet det?
– Jeg tror, det giver en bedre sprogforståelse. Jeg har også tysk på A-niveau, og det er helt klart, at latin har gjort det lettere for mig at forstå den tyske grammatik. Den er lidt svær, men det giver større forståelse for den med latin som baggrund, siger Marie, der bliver færdig som student til sommer.
– Hvad så?
– Jeg har søgt ind på tekstillinjen på designerskolen i København. Jeg var til optagelsesprøve i weekenden, og hvis jeg kommer ind her, siger jeg ja tak. Men ellers bliver det et sabbatår og så højskole.
Svaret på optagelsesprøven får Marie først i juli.
– Det er længe at vente?
– Det er det, og det er meget spændende.
– Sådan et DM i latin, tager det ikke lang tid at forberede?
– Vi fik 1 ½ time til at klare opgaven. Vi fik et digt, vi skulle oversætte og analysere, så det handlede om at være koncentreret. De bedste besvarelser fra de enkelte skoler bliver sendt ind til landsbedømmelsen. Normalt har vi fem timer til en aflevering.
– Bliver der tid til noget i fritiden, når man skal være dansk mester i latin?
– Ja, jeg går til billedkunst i kulturskolen i Esbjerg, og jeg bruger meget tid på at lave billeder. Det hænger godt sammen med latin, der også handler meget om kunst, fortæller Marie, der er født og opvokset i Ribe.
Hun lægger i øvrigt bestemt ikke skjul på, at hun er glad for de tre år på Ribe Katedralskole.
– Det er fantastisk, at skolen har tilbud om latin, og vi har haft nogle fantastiske gode lærere. Man kan mærke, at de virkeligt går op i deres fag, og så er det dejligt med kun syv elever på en studieretning. Det giver mere tid til den enkelte, og det er virkeligt fedt, understreger Marie.






































































