Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 27. august
Beboerne på Margrethegården får i den anden uge i september et enestående tilbud om at få en dag i et sommerhus på Rømø.
Det er plejehjemmets venneforening, der står bag dette tilbud som en af de mange aktiviteter, venneforeningen har i løbet af et år.
Foreningen har ganske enkelt lejet et stort sommerhus, og beboerne på hvert afsnit på Margrethegården får mulighed for at få en hyggelig dag i huset.
Birgit Thorup, der er kasserer i venneforeningen, fortæller, at et par medlemmer fra foreningen tager med i sommerhuset, og foreningen sørger også for, at maden bliver hentet i køkkenet på Margrethegården og bliver serveret for beboerne, der køres i plejehjemmets bus til Rømø.
Venneforeningen har omkring 100 medlemmer, og man vil meget gerne være flere.
Medlemmerne hjælper til med en række praktiske opgaver som eksempelvis denne tirsdag, hvor der blev serveret pandekager i det fri til alle beboerne.
– Vi hjælper med mange forskellige ting, og vi kommer bl.a. hvert år i december med en julestjerne til beboerne, ligesom vi kommer med en julegave til de beboere, der slet ikke har nogen pårørende, fortæller Birthe Thorup.
Finansieringen af foreningens virke sker primært via den kiosk, der er på Margrethegården. Det er Kvickly i Ribe, der driver kiosken med hjælp fra medlemmerne af venneforeningen, og i kiosken kan beboerne købe nogle af de ting, som de måske står og mangler.
– Venneforeningen får fem procent af kioskens omsætning, og det er vores primære indtægtskilde, fortæller Birgit Thorup, der også oplyser, at et medlemskab af foreningen koster 75 kroner årligt.
– Og venneforeningen betyder virkeligt meget for os. Den gør, at vi kan gennemføre nogle ting, som vi ellers ikke ville være i stand til. Vi holder møde hver tredje måned med foreningen, hvor vi planlægger arbejdet, fortæller Helle Tauman fra Margrethegården.










































































