Nedtakt: Lars Lundgaard, foto René Jørgensen, søndag den 21. september 2025
TMS-Ringsted – Ribe-Esbjerg HH 32-32 (14-13)
30 sekunder før tid førte Ringsted med 32-30. På mål af Karl Wallinius og Elvar Asgeirsson – det sidste 2 sekunder før tid – fik REHH et point med hjem i bussen.
REHH’s assistenttræner Ole Damgaard oplevede en hårdt spillende fight med masser af fysik og spilstop: ”Det blev præcis, som man forventer i Ringsted. Vi er utilfredse med vores angrebsspil i første halvleg, hvor vi smider alt for meget væk og kommer bagud – og det skal vi forsøge at hente ind resten af kampen.
Også i forsvaret i anden halvleg skal vi være selvkritiske. Graffe må ikke lave 10 mål. Så det er bestemt ikke en kamp, hvor vi er tilfredse med spillet.
Men vi kommer også fra kampen med en positiv oplevelse. Vi er bagud med 6 mål midt i anden halvleg og hænger virkeligt bagefter. Men så får vi flot kæmpet os tilbage til uafgjort og ét vigtigt point. Det er flot moral. Og så var det fine præstationer af bl.a. Mads Aarhus og Markus Mørk.”
20-årige Mads Aarhus afløste Mathias Jørgensen på højre fløj efter 10 min. og spillede resten af kampen. Mads scorede herefter 5/6 – fine, varierede fløjmål. Det sidste mål var ét af de afgørende få minutter før tid.
Holdets veteran Marcus Mørk runder 38 år i næste måned. Marcus’ rolle i denne sæson er at være klar på bænken, hvis der er behov for noget ”helt andet”. Og det var der. Også i lang tid før Marcus kom på banen et kvarter før slutfløjtet, da Lauritz Legér fik direkte rødt kort.
Med Mørk fik et tungt spillende REHH-angreb for første gang i kampen ”hurtige fødder” og skarpt blik for det, der skulle til inde på banen. Marcus leverede derefter 4/4 i gennembrud og hug udefra – han tog kløene og tilkæmpede sig også to straffekast. Han satte ikke en fod forkert. Bedste mand i angrebsspillet – hvor også Elvar Asgeirsson som altid leverede solidt.
Jerry Tollbring spillede hele kampen på venstre fløj og scorede på alle 7 straffekast. Jerry har markant løftet REHH’s scoringsprocenter i den disciplin. Både Andreas Haagen og Niklas Kraft leverede fine redningsprocenter.Næste kamp er i Blue Water Dokken lørdag den 27. september kl. 14.00 mod Skanderborg AGF
Målscorere REHH: Jerry Tollbring 8, Mads Aarhua 5, Elvar Asgeirsson 4, Nikolaj Spanggaard 4, Marcus Mørk 4, Karl Wallinius 3, Benjamin Hallgren 2, Kasper Sjursen 2.
Redningsprocenter: Niklas Kraft 33 %, Andreas Haagen 32 %.