Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum. Lørdag den 26. oktober
Kunsten er på mange måder livgivende og med til at give vores tilværelse indhold.
På Ribe Kunstmuseum gøres der en stor indsats for at formidle kunsten, men museerne i dette land har økonomisk trange kår. Og penge er nu en gang nødvendig for at lave forskellige arrangementer, der kan udbrede kendskabet til kunsten.
Det er snart tid til julegaver, og du kan med en beskeden gave til Ribe Kunstmuseum være med til at hjælpe museet, så museet kan udvide sin samling.
Museets række af værker blev i sidste forår som tidligere omtalt suppleret med endnu en perle: Anna Anchers dejlige En mor med sit barn i en sollys stue fra 1905. Det blev muligt at købe værket bl.a. takket være de gode gavebidrag, som museet modtog i 2017. I 2019 har museet udvidet sin samling med et smukt værk af fotografen Henrik Saxgren for gavebeløb i 2018. Foruden selve gavebeløbene bevirkede donationerne, at museet fik en momskompensation på godt 100.000 kr.
Det er således et ikke ubetydeligt bidrag til museets økonomi, man kan bidrage til, hvis man giver en gave på minimum 200 kr. Museet skal have mindst 100 gavegivere for at momskompensationen kan udløses. Muset er derfor meget afhængige af, at gode venner af museet igen vil bidrage ved senest 31. december at indbetale min. 200 kr. til museets gavekonto: 3203 10382475. Husk at oplyse navn i kommentarfeltet.
Anføres også CPR-nr. i forbindelse med indbetalingen, indberettes beløbet til Skat, så det bliver fratrukket på selvangivelsen. Ønsker man udelukkende at indbetale et støttebeløb, dvs. uden at få skattefradrag, skal man ikke oplyse sit CPR-nr. Så snart indberetningen er afviklet, og ikke længere er nødvendig for at opfylde bogføringskrav eller andre lovkrav, slettes oplysninger fra museets system.










































































