Tekst og foto: Johnny Tauman
15. september 2018

Er du barn eller voksen, så bliver du både glad og overrasket, når du kører forbi Jeppe Rosenstand Køsers ejendom mellem Sønder Farup og V. Vedsted. Først skabte Jeppe et næsehorn i størrelsesforholdet 1:1, senere kom elefanten og nu står skelettet til hvalen mere eller mindre klar til at få et lag cement oven på flamingoen.

Et unikt menneske

Kært barn har mange navne – og hvordan vi i RYK IND skal beskrive multikunstneren Jeppe Rosenstand Køser kommer an på en prøve. Den uddannede billedkunstlærer er særdeles kreativ og produktiv – og arbejder målrettet på en eksperimenterende og nysgerrig måde med en fantasifuld tilgang: første bud er derfor en inspirerende fantast, hvor detaljen ofte får lov til at udvikle sit helt eget liv.

Bremses ikke af modstand

Som nu hvalen – der først blev bygget i størrelsen 1:1 inde i værkstedet – men som gik itu, da den skulle transporteres ud på marken. Mange ville have givet op, men Jeppe fandt en helt anden løsning og skabte ved at svejse – med et oldnordisk elektrodeanlæg – lange metalstænger til et solidt skelet (som dog tog lidt skade under den forrige storm).

Koncert i hvalens mund

Hvalen vil i sin mund skulle kunne rumme et helt band – Jeppe forventer selv at spille trommer ved indvielseskoncerten. I hvalens lange krop vil Jeppe integrere et køkken samt muligheder for at sove i hængekøjer, mens der bagerst i halen skal være et toilet. Projektet udbygges hele tiden – og der skal opsættes solceller, så der både er varmt vand og vil være mulighed for at lave en form for gulvvarme.

Vigtigt med støtte

Fantasten Jeppe Rosenstand Køser må håbe, at der er venner og måske andre, der vil hjælpe eller sponsere, når kæmpehvalen skal have et lag cement – der er jo ikke blot tale om et par fulde murerspande. Det hele skal jo helst være færdig, inden vinteren sætter ind.

Mange, mange talenter

RYK IND vil i morgen søndag se nærmere et eksperiment med spektakulære vinduer til hvalen, men også knallerter, skulpturer og en kæmpeproduktion af malerier.