Tekst Hasse Jørgensen. Tirsdag den 5. febr.
Der var ros fra alle sider til Kongeå Sportsforening, da Esbjerg Byråd frigav 550.000 kroner til det nye aktivitetshus, Åhuset, i Vilslev, ligesom byrådet frigav 150.000 kroner til nedrivning af det gamle klubhus.
Formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (K), roste foreningen for at have skaffet en egenkapital på 850.000 kroner og nævnte, at projektet passer fint ind i byrådets visionspolitik om, at alle lokalområder skal have et aktivitetshus.
Kurt Bjerrum (V) fandt, at historien om Åhuset er en lille, god historie om de mange landsbyer, hvor befolkningen er aktive, og det skaber fællesskaber.
Også Jørgen Boesen Andersen (SF) fandt, at det er et godt projekt, der giver foreningslivet en base og hvor nye ting kan udvikles, for så fleksibelt er huset.
Som tidligere omtalt kommer Åhuset til at rumme mødelokale med køkkenfaciliteter, to omklædningsrum, lokale til lokalarkivet samt depotrum. Det skal ligge ved siden af det eksisterende klubhus, der rives ned.










































































