Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 15. december
Masser af mennesker i Ribe og andre steder bliver ramt, når regeringens nye corona-restriktioner i morgen, onsdag klokken 16 træder i kraft.
Skoleelever fra 5. klasse og op har indtil videre sidste skoledag i morgen, onsdag, kulturinstitutioner skal lukke, og restaurationer og værtshuse skal dreje nøglen.
Hoteller må dog fortsat leje værelser ud, men de må ikke servicere gæsterne med morgenmad og andre former for bespisning.
For Hotel Dagmar betyder det bl.a., at alle de julereservationer med julemiddag, der var bestilt, skal aflyses.
På hotellet oplyses det tirsdag eftermiddag, at man får travlt med at ringe rundt til kunderne og fortælle, at det julearrangement, der var planlagt, ikke bliver til noget.
Egentligt kunne man godt indlogere gæsterne på værelserne, hvor de så kunne indtage deres julemiddag, men det har man valgt ikke at gøre. I stedet lukkes hotellet.
Byens værtshuse og restaurationer serverer indtil videre det sidste måltid mad eller den sidste forfriskning onsdag inden klokken 16.
Det gælder også Restauration Kammerslusen, som værtsparret Tinne Rick og Niels toft overtog i forsommeren.
– Den strøm af gæster fra Østdanmark til det vestjyske, som mange andre har meldt om, da store dele af Østdanmark blev lukket, har vi ikke oplevet hverken på Kammerslusen eller på Hotel Ribe (som parret også driver. Red.). På Kammerslusen har vi tvært i mod fået mange afbestillinger. Det vigtige er nu, at vi får lønkompensation, så vi kan bevare vores dygtige personale, siger Niels Toft, der ikke regner med, at det bliver aktuelt med take away på madområdet.