Tekst Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen, lørdag den 2. september 2023
Efter en turbulent periode med kæmpe udfordringer, er den nye bestyrelse for Kongeå Rideklub kommet langt i bestræbelserne på at rekonstruere rideklubben.
Den nye bestyrelse tiltrådte sidste år i november, da den daværende bestyrelse valgte at gå af.
Den nye bestyrelse stod med en kæmpe udfordring, da mange elevheste var trætte og stod til en udskiftning/pension og pengene var små.
Hen over foråret og sommer var klubben nede på 6 brugbare elevheste hvilket gav et kæmpe arbejde med at få undervisningen til at hænge sammen for alle elever og undervisere. Det resulterede også i nogle udmeldinger, og et par dygtige undervisere valgte at stoppe.
Arbejdet med at finde elevheste er ikke nemt. Mange vil ikke sælge til rideskoler, og hestene skal samtidigt være af en speciel støbning for at kunne bruges af flere forskellige elever og kunne gå på en rideskole.
Klubben er nu på 11 elevheste efter sommerferien, klubben har elever til at skulle bruge 10, men der er stadig brug for nye heste. Der er altid et par heste, der kan døje med småskader og lignende, og klubben har stadig 2 til 3 elevheste, der meget snart skal på pension, så arbejdet med at finde elevheste og penge/sponsorater hertil, fortsætter.
For at skaffe penge, måtte der tænkes kreativt. Flere så på Facebook, at flere foreninger solgte strømper fra Bambusa.
Dorit Hansen og Heidi Christensen greb ideen, og 2 dage efter havde klubben den første palle strømper, og det det blev til flere.
På 8 uger har medlemmer solgt strømper for kr. 75.000 kroner. Klubben tjente herved 50%, altså 37.500 kr.
Det havde ingen drømt om, og i klubben er der stor taknemmelig overfor alle, der har støttet.
Der var udlovet en præmie til dem, der kunne sælge flest strømper. Helt klar en 1. plads er Bente Thomsen og 2. pladsen gik til Matilde Young.
Formand Steen Christensen gik også i tænkeboks for at skaffe flere penge. Han skrev så en mail til rigtig mange firmaer i Ribe om den alvorlige situation. Det gav tra sponsorater til nye heste: Nørgaard Anlæg med 5.000 kroner, Ribe Cykellager med 5.000 kroner og Sønderjysk Forsikring med kr. 10.000
Pengene og endnu flere er nu brugt. Der er indkøbt 4 nye elevheste. Gennemsnitsprisen ligger på 35-40.000 kroner og dertil kommer sadler og udstyr
– I alt det her, ligger der rigtig meget arbejde og frivilligt arbejdskraft, fortæller man i klubben, og fortsætter:
– I det store samspil med elevhestene har Stine Hansen været en helt uundværlig brik. Hun har været med fra begyndelsen, hvor man startede med at kigge på nettet efter ponyer/heste, ringede rundt, og rejst land og rige rundt for at se og prøve dem, så klubben skylder hende en kæmpe tak.
Klubben er også i gang med en større omsadling i måden at undervise på. Vægten har ligget for meget på at gå til ridning. Bestyrelsen vil hellere, at det hedder sig, at gå til hest.
Det vil sige at vægten bliver fordelt mere på omgang med hesten. Det være sig sikkerhed, hvordan er hesten skruet sammen, dens adfærd, soignering, udstyr, ryttermærker og mange andre ting, som en rytter skal vide om hestene.
Der sker mange ting bag kulisserne på Kongeå Rideklub, som kræver mange frivillige timer og hænder. Samspillet med ejerne af Kongeå Ridecenter og SJBaner, Nounou og Simon, hvor klubben har lejet sig ind, skal også fungere. De passer ifølge medlemmerne faciliteterne og hestene til UG og er gode til at komme med ideer, kritik, ros og en hjælpende hånd, når klubben har brug for det.
Lørdag middag fik de dygtige piger en erkendtlighed for deres store indsats.
Sidder du nu med tanken om, at det kunne jeg da godt finde på at sende et sponsorat afsted til, så er kasserer Heidi klar på mailen : info@kongeaa-rideklub.dk
- Stine Hansen
- Mathilde Young