Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 19. juni 2024

Det er ikke usædvanligt at se navere i Ribe i deres helt specielle uniformer. Men i den kommende weekend vil der formentligt blive endnu flere navere i byen end normalt.

Årsagen er, at naverne holder en stor fest på Hotel Ribe, hvor naverne markerer, at det er et 20 års jubilæum for tømrernes indtog i Ribe som navere.

Ribe er et af de to steder i Danmark, hvor der er et naverselskab. Det andet er i København, og det er naverselskabet i Ribe, der inviterer til fejringen af tømrernes jubilæum. Om fire år kan der ventes en ny fest, da murerne så kan fejre deres 20 års dag for indtoget i Ribe.

Hvor mange navere, der kommer til festlighederne i Ribe, er uvist, men Yanick Ochsenbein fra Ribe-selskabet fortæller, at de har inviteret medlemmerne af selskabet i København samt selskaberne i Nordtyskland, der bl.a. omfatter Hamborg, Kiel, Flensborg og Husum.

– Vi håber på, at vi bliver omkring 50 navere. Festen holdes under iagttagelse af nogle hele bestemte regler. Der er en fustagesvend, og han er chef for hele festen, og han sørger for, at de gældende regler overholdes, fortæller Yanick Ochsenbein.

Han fortæller videre, at festen også markerer, at naverne i Ribe er flyttet fra Stenbohus som deres faste mødested til Hotel Ribe.