Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 27. marts 2025

Ideen med at spærre domkirkeøen af for kørende trafik er ikke groet i Ribe Handels baghave.

Det fastslog Anders Rohr Jørgensen, på det orienteringsmøde, kommunen onsdag aften havde indkaldt til for at fortælle om trafikforsøget i 2024 og det kommende denne sommer.

Til gengæld fandt Lene Unnerup, at de bilfrie dage på Torvet gjorde det dejligt ubekymret og fredeligt at færdes på Torvet.

Både Anders Rohr Jørgensen og Lene Unnerup er medlem af den styregruppe, der forestår trafikforsøgene.

Chef for natur og byrum, Morten Andersson redegjorde i detaljer for trafikforsøget i 2024, ligesom han gennemgik det kommende forsøg, der udelukkende handler om ved skiltning og andre tiltag at søge at lede den uvedkommende trafik i den indre by væk fra bykernen. Der bliver således ikke tale om afspærringer af byen.

Anders Rohr Jørgensen gjorde gældende, at en afspærring af Torvet giver uhensigtsmæssig trafik i andre gader, men de handlende er villige til at drøfte andre tiltag som f.eks. ensretning af nogle gader og hastighedsbegrænsning.

Og netop hastighed var noget, der blev drøftet. En tilhører nævnte således, at han ikke forstod, at man i Ribe ikke kunne indføre hastighedsbegrænsning på 15 kilometer i timen mens det kan lade sig gøre i Korsør.

Morten Andersson slog fast, at når hele den indre by er gågade zone, er den anbefalede hastighed 15 kilometer i timen, men den højest tilladte er 50. Hvis man skal lave 15 kilometers grænse, vil der blive tale om en såkaldt dobbeltskiltning, og det vil politiet ikke være med til.

Tilslutning med omkring 50 deltagere var ikke overvældende, men til gengæld var talelysten stor, og der blev serveret mange forslag til regulering af trafikken i den inde by.

Der blev foreslået ensretning, gennemkørsel forbudt i flere af de gennemgående gader som Grønnegade. Der blev også advarer mod for mange restriktioner, for det vil give noget af en skilteskov, som Ribe er dejlig fri for nu.

Morten Andersson og  byudviklingschef Erik Rexen garanterede, at alle forslag blev noteret og vil indgå i de kommende drøftelser om trafikken.