Tekst & Collager: Johnny Tauman Foto: Børns VoksenVenner
15. juni 2025
Mere end 60 børn og voksne var lørdag på udflugt til Mandø – en tur som var kommet i stand, da Mandøbussen sponsorerede billetterne til køreturen over Vadehavet.
– Det var bare en fed oplevelse, fortæller Else Frøjk fra Børns VoksenVenner afd. Ribe / Bramming.
Hun hæfter sig især ved vejret med solskin samt maden, som de Hjemløses Venner i Esbjerg havde sørget for. Føtex i Ribe sørgede for kagemænd og kagekoner samt pølsehorn, som børnene kastede sig over med en glubende appetit.
Christian Nielsen fra Mandøbussen var guide og fortalte bl.a. med en billedserie om historiske perioder med transport over Vadehavet – Ebbevejen med heste og senere de ikoniske busser, som kørte helt ind til Ribe.

Foredrag – Else holder pause – og tur rundt på øen
På turen rundt i Mandø By kom børn og voksne også ind i Mandø Kirke, hvor Christian Nielsen holdt et mindre foredrag.
Else Frøjk sender en kærlig tanke til alle, som var med til at give børn og voksne en dejlig oplevelse.
En række af billederne er taget af Erling Nielsen, Børns VoksenVenners afdeling i Esbjerg.