Tekst & Foto: Johnny Tauman
30. juni 2021

– Vi glæder os til at kunne transportere turister til Koresand i den nye vogn, som vi er ved at bygge, fortæller ejeren af Mandøbussen Preben Nielsen. Det er en anhænger, som har en fortid hos Danske Fragtmænd, der skal ombygges og monteres med større og bredere dæk for at skabe bedre stabilitet.

Koresand er en ca. 20 km2 stor sandbanke i Vadehavet sydvest for Mandø – og hvor man kan studere bla. sæler. Der er tale om en flot ø, som ved ebbe bliver landfast med Mandø og giver mulighed for at være der i indtil 3 timer.
Naturstyrelsen har besluttet, at Vadehavscentret i de næste fem år vil stå for den erhvervsmæssige kørsel til Koresand i samarbejde med Preben Nielsen.

Den nye vogn kan også anvendes i transporten til og fra Mandø, hvor udgangspunktet er parkeringspladsen ved Vadehavscentret.

Preben Nielsen tør endnu ikke give et bud på, hvornår vognen står færdig til godkendelse – men håber, at det ikke går for lang tid – ja faktisk er planen en godkendelse ultimo juli.

Ønsker du at besøge Mandø med Mandøbussen, så skal du blot købe billet – og alle gæster er garanteret at komme med den sidste ”bus” tilbage til fastlandet. – Vi har altid mulighed for at koble en ekstra vogn på, lyder det fra Preben Nielsen.