Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 19. maj

Hvis alt går efter planerne, skal der på Mandø etableres et ”udendørs planetarium” bestående af et 60 cm fjernstyret teleskop, solteleskoper og teleskoper til natobservationer.

I givet fald vil det ske i et samarbejde med det Dark Sky projekt, der er i gang med Mandø som centrum og i et samarbejde med Vadehavsøen, Århus Universitet, Esbjerg Kommune og Mandø Lokalråd, der har været meget aktive i sagen. Og via Århus Universitet er der også skabt forbindelse til et australsk universitet.

Det fortæller formanden for byrådets plan- og miljøudvalg, Karen Sandrini (S), der også kan fortælle, at et enigt udvalg netop har besluttet at sende ansøgningen om penge til projektet videre til budgetforhandlingerne i byrådet.

Hvor planetariet skal placeres på Mandø, skal der sendere tages stilling i et projekt, der finansieres af Realdania.

Hele projektet handler om at sætte fokus på lysforureningen og bevarelse af de mørke områder globalt, idet der ifølge Karen Sandrini kun er omkring to procent af både Danmark og kloden, der kan betegnes som mørke områder. I disse områder er der endnu en fantastisk mulighed for at se stjernebillederne så tydeligt, som det ikke er muligt andre steder.

Karen Sandrini siger videre, at den tiltagende lysforurening har indflydelse på økosystemet og dyreverdenen, ligesom den ikke er sund for menneskene.

Udvalgsformand Karen Sandrini

– Projektet startede med en ide efter vi havde underskrevet ministerdeklarationen i Holland. Herefter prøvede jeg sammen med miljøchef Christina Føns at få undersøgt, hvor mørkt, der egentligt er på Mandø samt mulighederne for at få Mandø certificeret som Dark Sky. Der er siden lavet arbejdsgrupper med mange forskellige deltagere, og interessen for projektet har været meget stor også blandt amatørastronomer.

– Vi er nu kommet så langt, at vi skal til at lave fondsansøgninger. Pengene skal gå til et kommende planetarie. Gennem et samarbejde med Århus Universitet prøver vi at fremme undervisningsaspektet i det. Det vil give en helt unik mulighed for at komme til Mandø og se stjernebilleder, man ikke kan forestille sig, hvis man bor i byen. Og så vil det også understøtte turismen, forklarer Karen Sandrini.

Ansøgningen om at få Mandø Certificeret som Dark Sky skal sendes til organisationen bag, Ida, inden udgangen af august, og i slutningen af 2020 bliver certificeringen besluttet. Der er i hele sagsforløbet foretaget lysmålinger på Mandø, og de viser, at der er meget mørkt på øen.

– Det er et meget spændende projekt, som der er stor interesse for, og jeg er glad for, at vi er kommet så vidt, fastslår Karen Sandrini.