Tekst: Renè Jørgensen, private fotos
6. april 2026.

Mandø samlet i blæst og fællesskab: Arbejdsdag endte i spontant samvær

Påskelørdag bød på både arbejdsindsats, fællesskab og vestjysk forårsstemning, da 30-40 fastboende, sommerhusejere og gæster mødtes til fælles arbejdsdag på Vadehavsøen Mandø.

Rundt om på øen blev der arbejdet på en række fælles projekter. Legepladsen, Beboerhuset, Velkomsthuset “Stalden” og det kommende Naturhus Mandø blev klargjort til den kommende sæson med sommergæster. Deltagerne fordelte sig på opgaver over hele øen, og engagementet var stort – én deltager havde endda taget turen hele vejen fra København for at give en hånd med.

Vejret satte dog sit præg på weekenden. Søndag betød højvande og kraftig blæst, at flere gæster midlertidigt var afskåret fra at forlade øen.

Det førte til et spontant initiativ: en fællesspisning i “Stalden”, hvor både fastboende og strandede gæster samledes, mens de ventede på, at det igen blev muligt at komme til fastlandet senere på aftenen, fortæller ripenseren Willi Weber, der sammen med frue Lene deltog i arbejdsdagen.

På trods af blæsten vidner dagen om et stærkt lokalt sammenhold. Traditionen med fælles arbejdsdage og sociale arrangementer lever fortsat i bedste velgående på Mandø.