Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 1. juli 2023
Indehaveren af selskabet Mandø Traktorbusser, Erling Hansen, indgivet politianmeldelse mod Esbjerg Kommune, Vadehavscentret og Preben Hjort Nielsen, der driver Mandøbussen.
Politianmeldelserne mod kommunen og Vadehavscentret går på, at både kommunen og Vadehavscentret udøver konkurrenceforvridende virke ved at forfordele Mandøbussen på bekostning af Mandø Traktorbusser. Politianmeldelsen mod Preben Hjort Nielsen går på, at han ikke overholder reglerne for kørsel mellem fastlandet og Mandø.
Dermed har den årelange strid mellem indehaverne af de to traktorbusser taget en ny drejning. En strid, der har stået på i 17 år og hvor der gennem tiderne er gjort utallige forsøg på at bilægge striden mellem de to hovedpersoner, Erling Hansen og Preben Hjort Nielsen, der gensidigt beskylder hinanden for chikane af forskellig art.
I politianmeldelsen mod kommunen påstår Erling Hansen bl.a., at kontrakten om kørsel til Mandø med turister ikke har været i offentligt udbud og at kommunen ikke følger op på, om Preben Hjort Nielsen overholder reglerne for kørslen.
– Er det ikke et voldsomt skridt at tage?
– Det er det måske nok, men det er min eneste mulighed for at komme videre, siger Erling Hansen.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er bekendt med politianmeldelsen og siger i en kommentar: – Jeg vil ikke kommentere på dette element konkret men bare sige, at det virkelige problem er de stridigheder, der er mellem de to operatører. De bekriger hinanden, så politiet jævnligt må være til stede.
– Der skal findes en permanent løsning. De har haft 15 år til at lægge stridsøksen bag sig, hvilket ikke er lykkedes på trods af, at mange parter har forsøgt at mægle. Det har været meget vanskeligt at finde en samarbejdsløsning, som stemningen har været mellem operatørerne, fastslår borgmesteren.
Lederen af Vadehavscentret Klaus Melbyes umiddelbare kommentar er: – Nu må det høre op. Nu må det stoppe. Den belastning, han (Erling Hansen. Red.) laver, er fuldstændig urimelig. Det er chikane og intet andet. Jeg vil bede ham stoppe og gå på pension. Få den sag sluttet, så vi kan få ro. Vi har knoklet med den sag og brugt masser af timer på den. Det, vi arbejder for, er samarbejde i stedet for chikane. Vi er kede af, at det er det, turisterne skal opleve i stedet for at have en positiv tilgang til livet. Vi har intet gjort, der kan ødelægge det for ham, siger Klaus Melbye.