Tekst og foto: Renè Jørgensen
19. august 2025.

Mandø inviterer til Nat i Naturen

I weekenden den 5.–7. september 2025 deltager Mandø i Friluftsrådets landsdækkende Nat i Naturen, hvor danskere over hele landet får mulighed for at opleve naturen i mørket.

Mandø Fællesråd står bag to offentlige arrangementer, som begge tager udgangspunkt i øens nye velkomststed, Stalden – midt i Dark Sky Park Mandø, et af de mørkeste steder i Danmark.

Et af højdepunkterne bliver en guidet gåtur ud på vaden fredag den 5. september. Her kan deltagerne mærke roen og stilheden, når mørket sænker sig over Vadehavet. Turen går fra Mandø til sejlrenden og tilbage, og afsluttes med en skål suppe ved Stalden. Hele turen er på cirka fire kilometer, og deltagerne opfordres til at tage gummistøvler på – eller prøve turen i bare tæer.

Prisen er 275 kr. pr. deltager, og der er plads til maksimalt 20 personer. Tilmelding senest 30. august på mail til darksky@mandø.dk med betaling via MobilePay 23409.

Skulle vejret drille, eller hvis der er færre end ti tilmeldte, aflyses arrangementet senest dagen før.

Med Nat i Naturen ønsker Mandø at give både øboere og gæster en unik mulighed for at opleve mørket, stilheden og den storslåede stjernehimmel over Vadehavet, fortæller Birgit Pedersen Mandø.