Tekst: René Jørgensen foto: privat
16. juli 2025.

Mandøs kamp mod havet

I forbindelse med Mandøfesten d. 12. juli åbnede Mandø Museum udstillingen MANDØ – FOLK OG DIGER på Redningsstationen. Udstillingen dykker ned i historien om digebyggeri på Mandø og de mennesker, der arbejdede med at beskytte øen mod havet. Mange af dem blev boende på Mandø, stiftede familier og blev en del af øens historie. Der var stor interesse fra både mandøboere og gæster, der delte historier om familierne og digearbejdet. Udstillingen kan ses gratis på Redningsstationen frem til uge 4.

Et lokalsamfund i kamp mod havet

Et helt lokalsamfund blev naturligvis involveret i begge digebyggerier. “Den, der ikke vil bygge dige, må vige” –

Mandø ligger midt i Vadehavet, kun få kilometer ud for Ribe. Øen har været en del af menneskets møde med havets kræfter i århundreder. Her har overlevelse afhængt af én ting: diger.

Havet – en konstant trussel

Mandøs beboere har aldrig været i tvivl om, hvem der bestemmer. Havet har flere gange oversvømmet den 7,63 km² lille ø, og især stormfloden i 1634 står som et vendepunkt. Den gamle landsby blev jævnet med jorden, og øens folk flyttede deres hjem op på de beskyttende klitter – 10 meter over havet. Siden har forståelsen for havets styrke været dybt forankret i øens bevidsthed.

Diger – Øens livsnerve

I 1887 blev det første egentlige dige, Bydiget, opført. Det var 3,48 km langt og blev ofte beskadiget af efterårs- og vinterstorme, men blev trofast repareret hver forår. Efter en ødelæggende storm i 1923, hvor 19 mænd druknede ved Rejsby, indså Mandøboerne nødvendigheden af en større og mere robust løsning.

I 1937 stod det 6,3 km lange Havdige færdigt, og det beskyttede øen på en helt ny måde. Det medførte en landindvinding på 380 ha og betød et afgørende skridt mod økonomisk og befolkningsmæssig fremgang. Øen blev samlet, og landbruget fik nye muligheder.

Menneskene bag diget

Digebyggeriet var ikke bare et teknisk projekt – det var et socialt og menneskeligt foretagende. 60 mænd arbejdede i 100 dage, og gravemaskinen kørte 22 timer i døgnet. Lønnen var beskeden: 1,05 kr. pr. mand og 2 kr. for et spand heste. Entreprenør Jørgen Lotz fik opgaven til 278.059 kr., og transporten af maskinerne foregik med everten “Kar”.

Hele lokalsamfundet var involveret. Andreas Andersen og hans kone Ane Nielsen var blandt de første digearbejdere på Bydiget i 1887. Ane blev senere en institution i Sønderby, hvor hun sad som aftægtskone og blev et vidne til byggeriet af Havdiget.

Jens Hansen, som kom til Mandø som digebisse, boede hos familien Andersen på gården Enderup. Senere blev han gift med Tinne, og sammen skabte de en slægt, hvis efterkommere stadig har rod på øen. Jens Hansen og Marinus var en del af den næste generation, og sammen med Marinus byggede de Havdiget i 1937.

Kvinderne og dagliglivet

Mandøs kvinder spillede også en vigtig rolle i både det sociale og det praktiske liv på øen. Johanne og Marinus, der var en del af den næste generation, byggede både Mandø Kro og en smedje, og under 2. verdenskrig var Marinus med til at redde en canadisk pilot, der styrtede ned over øen.

Naturens hævn – og håb

Stormen i 1981 blev et skræmmende varsel. Både Bydiget og Havdiget blev gennembrudt tre steder. Hele øen stod under vand, undtagen byen, som forfædrene klogeligt havde anlagt bag klitten. 200 får og 18 kreaturer druknede, og forsyningerne forsvandt. Livsvilkårene vendte tilbage til “gammel daw”: tællelys og briketter.

Stormen i 1999 slap øen mere nådigt, men i de seneste årtier er fokus blevet ændret. Landbruget er aftagende, og i 2010’erne begyndte staten og Den Danske Naturfond at opkøbe jord for at genskabe vådområder. I dag ejer Naturfonden ca. 200 ha af øens jord. Fuglene vender tilbage, og øens rolle som levende kultur- og naturarv styrkes.

Et blik fremad

Mandø har lært at leve med havet, i en evig balancegang. Øens digegreve fører fortsat tilsyn, og historierne fra dem, der gravede med trillebør og håb, lever videre. Digerne er mere end jord og tørv – de er rygsøjlen i en fortælling om stædighed, fællesskab og respekt for naturen.