Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 19. juni 2025

Fra afvikling til udvikling. Det er den rejse, fastboende og folk med tilknytning til Mandø har været på de sidste 16 år.

I 2009 blev der lavet en rapport, hvor Mandø blev beskrevet som et øsamfund ”med ryggen mod muren”. Men det er gået helt anderledes. Der blev lavet fremtidsplaner for vadehavsøen, og et stærkt samarbejde mellem Mandøforeningen, der er at sammenligne med en hjemstavnsforening, og Mandø Fællesråd, der kan sammenlignes med en grundejerforening. Og det samarbejde har båret frugt, idet de to foreninger torsdag kunne fejre, at Stalden er færdig. Stalden er et lokale, der kan bruges til velkomst af turister og af turister og fastboende.

Men det væsentligste er, at det samarbejde har åbnet døre til mange fonde, kommunen og andre, der har investeret i projekterne på Mandø.

Det vender vi tilbage til.

Men endnu vigtigere er det måske, at der på øen er opstået en ungdomsgruppe under de to foreninger. En gruppe på op mod 30 unge som qua deres forældre har fået et tilhørsforhold til øen, og som har været stærkt engageret i form af praktisk arbejde med færdiggørelsen af Stalden og de nye bygninger, der er på vej sammen med andre store eller små projekter.

– Og, som det blev sagt torsdag ved den officielle åbning af stalden, det lover godt for fremtiden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Stalden er klar til at modtage gæster

Ud over Stalden er Mandø-foreningerne godt støttet af fonde og kommunen i gang med at bygge et hus til den ornitologiske samling, som en kort tid har været på Rømø men nu med støtte fra Nationalpark Vadehavet er vendt tilbage til øen.

Dertil kommer et ”stuehus” til stalden, som bliver et medborgerhus. Helt nøjagtigt hvad, dette hus skal rumme, er ikke helt på plads. Der er flere ideer, og en af dem er, at ungdomsgruppen skal have et lokale her.

Som Mette sagde: – De unge vil gerne med til Mandø, men de vil også gerne mødes fremfor at sidde i hvert deres sommerhus. Så må vi ældre jo rykke sammen og overlade et hus til de unge, så mon ikke de får et lokale i medborgerhuset.

Af de større og mindre projekter samt ønsker, de to foreninger har, er det mest ambitiøse nok en østlig vej om byen, som kan føre til den nye offentlige parkeringsplads, kommunen har anlagt øst for campingpladsen. En sådan vej vil bevirke, at man undgår gennemkørende trafik i selve Mandø By.

Af andre projekter er der tale om en forskønnelse af pladsen foran brugsforeningen, der er Danmarks mindste og som i øvrigt giver overskud.

Desuden arbejdes der med ensartede informationstavler til besøgende, nye stisystemer, en ny frugthave ved stalden samen et anlæg, hvor de fisk i keramik, som folk fra Mandø og med tilknytning til øen har lavet, og som skal placeres på stænger i et græsareal. Hermed kan de illudere et stykke hav på land.

Mandø har fået betegnelsen ”Dark sky”, hvor alt udvendigt lys er minimeret, og der er indrettet en stjerneplads, hvor man i behagelige stole kan iagttage stjernehimlen under særdeles gunstige vilkår.

Ved åbningen af Stalden blev gæsterne mødt af to unge piger i Mandødragter, og formanden for Mandøforeningen, Ellen Christensen, bød velkommen og nævnte, at Stalden vil blive til stor gavn for alle.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Det røde bånd blev klippet med en saks, der også blev brugt, da møllen blev genåbnet.

Formanden for Nationalpark Vadehavet, Fl. Just, klippede sammen med Ellen Christensen den røde snor, og sagde bl.a., at Mandø i øjeblikket nok er det sted i Danmark, hvor der er flest projekter i gang i forhold til indbyggertallet.

– I drives af kærlighed til jeres hjemstavn.

Han nævnte desuden, at samarbejde og sammenhold har stor betydning for det, man vil nå: – Det er vigtigt, at I er enige. Man kan meget, når man går i en fælles retning.

Fl. Just nævnte også, at der ved kommunesammenlægningen nok var tvivl om, hvor Mandø ville stå: – Men kommunen har i den grad taget øen til sig. Øen er blevet løftet.

Derefter gennemgik Birgit Pedersen og Ivan Lauridsen det historiske og faktuelle bag hele udviklingen.

Øverst stalden med huset, der med tiden skal rumme den ornitologiske samling. Nederst bygningen, der bliver til medborgerhuset.