Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Lørdag den 7. juli
Også Mandø er ramt af den voldsomme tørke og dermed langt større brandfare end normalt. Men nu er øens fastboende og gæster blevet bedre udrustet til at tage en brand i opløbet.
Sydvestjysk Brandvæsen har lejet en drænspuler hos Sdr. Farup Maskinstation og midlertidigt udstationeret den på øen. Drænspuleren er en stor tankvogn forsynet med 6.000 liter vand, pumpe, slange og strålerør. Den kan lynhurtigt kobles efter en traktor og dermed transporteres der hen, hvor der er brug for den.
Og lørdag blev det nye ”brandkøretøj” præsenteret for de lokale beboere, sommerhusejere og gæster på øen.
Lederen af det lokale brandværn, Niels Chr. Nielsen, havde indkaldt til demonstrationen, der samlede omkring 25 interesserede.
– Med den tørke, vi har, og den kraftige blæst, der har hersket de sidste dage, skal der ikke meget til, før det brænder. Et smidt cigaretskod i klitterne, eller en flaske, der ligger i tørt græs og virker som brændglas, er nok. Og netop med det slukningsudstyr, vi har i forvejen nemlig slanger og strålerør, kan vi ikke nå op i klitterne. Det kan vi med tankvognen, fortæller Niels Chr. Nielsen, der fortsætter:
– Nu er jeg jo ikke altid hjemme, så derfor er det rart, at alle ved, hvordan udstyret bruges. Derfor demonstrationen.
– Er der mange gæster på øen for tiden?
– Ikke så mange, som der kunne være, men campingpladsen er fuldt belagt, fortæller Niels Chr. Nielsen.
Viceberedskabschef Kjeld Tauman og beredskabsinspektør Thomas Laugesen fra Sydvestjysk Brandvæsen overværende demonstrationen.
– Det er et rigtig godt initiativ, Niels Chr. Nielsen har taget.
– Med den nye tankvogn kan de i bedste fald slukke en brand, eller de kan holde den nede, til slukningskøretøjer fra Ribe når frem. For uanset hvor hurtige, vi er, er der en køretid til Mandø, og det er vigtigt, at man lokalt kan begynde slukningen, inden brandvæsnet fra Ribe er fremme, lyder det fra Kjeld Tauman.










































































