Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. oktober 2020

– Renovering af vandrender, fortov og gadelyskabel, var overskriften på den informationsskrivelse, som Karsten Gram fra Teknik & Miljøs Entreprenør afdeling sammen med Gerda Stefánsdottir onsdag formiddag udleverede til butikker og beboere i gågaden i Ribe.

Den islandske ingeniør, Gerda Stefánsdottir gik til arbejdet med godt humør

Første fase indledes på mandag

Det er lykkedes at få økonomien til at hænge sammen, så Esbjerg Kommune kan renovere sydsiden af gågaden fra Lasbo PhotoCare til Hotel Dagmar i perioden 19. oktober til 27. november.
– Vi starter ved Ydermøllen på mandag og bevæger os mod Domkirken, fortæller Gerda Stefánsdottir, som stammer fra Island, men taler flydende dansk. – Jeg har valgt at kalde mig Gerda, da mit islandske navn både skrives og udtales med vanskeligheder, lyder det med et smil fra diplom ingeniøren, da tager de butikker, hvor der skal anvendes mundbind.

Karsten Gram kender byen rigtig godt – og arbejdet vil blive gennemført så skånsomt som muligt

Granit erstatter cement

Karsten Gram, der er projektleder, fortæller, at ristene bliver sløjfet. – De har udtjent deres tid, og kan ikke repareres. Mange er simpelthen gået i stykker eller bøjede. De bliver erstattet af granit render, siger han og fortsætter: – Og så skal fortovet pilles op, så der kan lægges nyt kabel til gadelys. Samtidig sørger vi for, at der bliver forberedt til at montere ledninger senere uden at skulle grave op. De nuværende betonfliser mellem husene og vandrenden bliver erstattet med granitfliser.

 

Vil genere mindst muligt

Når vi kommer frem i 2021 vil arbejdet på nordsiden blive lavet. Karsten Gram har i mange år arbejdet i Ribe som entreprenør, og kender derfor området rigtigt godt. Han var således med til at brolægge Domkirkepladsen. Om gågaden siger han: – Vi har forberedt vores personale rigtig godt – senest med et møde hertil morgen. Vi vil arbejde for at reducere generne mest muligt, men der kan forekomme enkelte dag, hvor adgangsforholdene for beboerne vil være begrænsede.

Gågaden stammer fra 94 og 96

Belægningen i gågaden er lagt tilbage i 1994 og 1996– og dengang var det dog firmaer, som stod for opgaverne.– Stürup lagde Nederdammen i 1994, mens Vestermark havde opgaven med Mellemdammen og Overdammen i 1996, fortæller Karsten Gram.

Julehandelen berøres ikke

Som det fremgår, så vil julehandelen ikke bliver berørt – og 2. del af arbejdet vil blive gennemført i en periode, hvor der normalt er færre turister i byen.