Man skulle have været muldvarpejæger i Ribe

Så var man sikker på beskæftigelse.

I øjeblikket trives muldvarpene tilsyneladende i bedste velgående at dømme ud fra de mange skud, der findes i rigelige mængder både syd og nord for byen samt mange andre steder. Om det er den milde vinter, vi har haft – bortset fra den sidste uges tid – der er skyld i et voldsomt antal muldvarpeskud, skal være usagt, men en kendsgerning er, at det lille dyr åbenbart trives.

Det kan være svært at fange dyret, og i en græsplæne er muldvarpeskuddene ikke det kønneste at se på. Muldvarpen anses for skadedyr i beboede områder og på opdyrkede marker, hvor i mod det er et gavndyr i skovene, hvor det er med til at belufte jorden. Dyret lever primært af regnorme, insekter og små hvirveldyr. Det lever primært under jorden men kan komme over jorden om natten.

Og så kan vi jo lige mindes historien fra mine drengedage, hvor en muldvarpehale indbragte 25 øre, hvis man afleverede den til en af kommunen udpeget person. Mange i sær drenge så her en kærkommen måde at supplere lommepengene på. Historien fortæller, at vedkommende person smed muldvarpehalerne i skraldespanden, når dusøren var udbetalt. Det opdagede drengene hurtigt, så de hentede halerne i skraldespanden og solgte dem endnu en gang til den kommunale indsamler.