Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 5. april 2024
– Man skal leve livet.
Det er Dagny Marie Otzens filosofi, og det har hun gjort i nu næsten 100 år.
På søndag er det fødselsdagen, og den fejres med familie og venner med en middag på restauration Kammerslusen, og mandag giver Dagny Otzen lagkage til alle beboerne på Dagmargården, hvor hun også selv bor. Men allerede fredag morgen startede fejringen af Dagny Otzen, da borgmester Jesper Frost Rasmussen kom forbi med kommunens hilsen til fødselaren og til en kop kaffe med, formodes det, borgmesterstang til.
Dagny Marie Otzen har arbejdet hele sit liv, og allerede som ung prøvede hun, hvor svært livet kan være.
Hun traf sin senere mand Kelsey Marke Otzen i Kolding under krigen. Han var modstandsmand og blev taget af tyskerne. Først blev han anbragt i arresten i Kolding og senere overført til Frøslevlejren. Men Dagny Marie Otzen ventede, og da Kelsey kom hjem efter krigens slutning i 1945, ventede hun på ham. Parret blev gift i 1948 og flyttede til Ribe, hvor Kelsey stammede fra.
Dagny Marie Otzen er oprindeligt fra Allingåbro, og efter syv års skolegang kom hun i en bagerforretning og senere i en trikotageforretning. På det tidspunkt tog mange unge kvinder til Sverige for at arbejde, og Dagny fik plads i huset hos en børnefamilie i Stockholm. Senere gik turen til Kolding, hvor hun også kom i huset, og her traf hun manden i hendes liv. Kelsey var på det tidspunkt i lære som kommis.
I første omgang boede parret i en lejlighed i Grønnegade, og i 50’erne købte de købmandsforretningen på Tangevej, og her blev Dagny medhjælpende hustru. Det var den gang, der blev kørt landture, og de ture stod Dagny for.
Både Dagny og Kelsey var meget aktive og sociale. Når butikken var lukket lørdag, samledes de med de fire ansatte i butikken til en middag i privaten, der lå lige ved siden af købmandsforretningen. Og i den lokale købmandsforening var de begge engagerede.
Da købmandsforretningen blev afhændet i 60’erne, arbejdede Dagny Marie Otzen på Mandshjemmet på Ribelund, og her var hun til pensioneringen. Kelsey kom i administrationen på Ribelund. Han døde i 1986. Da de afhændede købmandsforretningen købte de det, der blev til børnenes barndomshjem på Sct. Jørgensvej 11, og da Kelsey døde, blev Dagny Otzen boende i huset, som hun selv passede i de mange efterfølgende år. Fire sønner er vokset op i huset. Dagny Marie Otzen har altid været fysisk aktiv. Dyrket gymnastik og gået lange ture, men efter et par fald med brækkede lårben til følge, flyttede Dagny Marie Otzen ind på Dagmargården, hvor hun er glad for at bo.
– Der er ikke meget plads, men der er rigeligt til mig, og så er her godt og trygt. Der er vagt på hele døgnet, og de passer godt på mig, siger hun selv.
Ægteparret har begge altid været meget socialt engageret med en stor vennekreds. Dagny har i dag ti børnebørn, et oldebarn og to på vej, og hun har alle dage nyt samværet med børnebørnene, som hun har fulgt og stadig følger på tæt hold. Mange er de kopper te og boller, børnebørnene har indtaget efter skoletid hos Dagny.
Og selv om de 100 år passeres på søndag, er Dagny Marie Otzen stadig klar på ny viden og nye oplevelser, og hun elsker, når familie og venner kommer på besøg, ligesom hun holder meget af en tur i bil ud i det blå. Måske en reminiscens fra den gang familie i ferierne tog på campingture og senere busture til det sydlige Europa.