Tekst og foto: Renè Jørgensen
10. septembber2022.
Vi bringer her direktør Flemming Just, Sydvestjyske Museers tale til årets Stafet for livet.
HÅB
Den 22. februar stod det for amerikanerne helt klart, at Rusland ville invadere Ukraine, og de var også helt klar over hvad målet var: Præsidenten og regeringen skulle fjernes eller myrdes, og Ukraine skulle gøres til en russisk lydstat. State Department, dvs det amerikanske udenrigsministerium, orienterede derfor den ukrainske udenrigsminister. De opfordrede kraftigt til, at præsident Zelensky og familie skulle forlade Kyev, og de ville selvfølgelig stille materiel og mandskab til rådighed for at sikre flugten. Udenrigsministeren vidste godt hvad præsidentens svar ville være, og resultatet ser vi i dag. Udenrigsministeren sagde senere: ”Hvis præsidenten var flygtet, er jeg så godt som sikker på, at Kyev og Ukraine ville være faldet inden for få dage. Han skabte et håb og en tro på, at vi kunne overleve og vinde.”
Man siger at tro kan flytte bjerge, og vi kan rundt om i verden se, hvad folk vil gøre for tro.
Det er anderledes med håb. Håb er noget udefinerligt, og det er ikke nødvendigvis altid optimistisk eller med en forventning om en happy-end. Men jo mere ugunstig et menneskes situation er, jo stærkere kan håbet faktisk være, og jo mere har vi brug for at håbe.
Vi har brug for at kunne ane et lille lys for enden af tunnelen. Det var også derfor, at statsministeren under coronakrisen ofte brugte ordet: Vi håber. Det var ikke kun for ikke at love for meget, men også fordi enhver statsleder har brug for i krisetider at indgyde deres befolkning et håb. Det kan godt være, at det er hårdt nu, og måske ovenikøbet bliver værre. Men håbet om en bedre verden er det, der får folk til at stå lidelserne igennem. Det er derfor præsident Zelensky gør så stor en forskel. Han siger ikke, at det er nemt, men det er håbet om et selvstændigt Ukraine, der får befolkningen til at kæmpe.
Håbet er dét gode, som vi mennesker har tilbage, når vi mister eller er på vej til at miste alt andet! Det er det eneste, der hele tiden findes i samtlige stadier af et sygdomsforløb. Fra den allerførste undersøgelse, hvor håb og frygt kæmper om pladsen, til den ulidelige ventetid på resultaterne, til håbet om at behandlingerne vil have positiv effekt. Heldigvis bliver andelen i denne gruppe større og større, mens andre må klynge sig til håbet om mange år, flere år, eller blot flere måneder eller flere uger. I alle disse stadier er håbet en livsgnist, som vi mennesker ikke opgiver.
Lad os prøve at tænke tilbage på nogle af de mennesker, der har været udsat for de værste lidelser: Folk i koncentrationslejre. I alle lidelserne og fornedrelserne bevarede de fleste håbet. Håbet om at kunne vende tilbage og se deres kære eller opleve deres gammelkendte liv. Når først håbet var opgivet, var livet også. Det er derfor det gamle ord hedder: Hvor der er liv, er der håb.
Grøn er håbets farve – og regnes i øvrigt også som livets farve. Det er om foråret at alting grønnes. Foråret bærer nyt liv i sig, og det er også derfor, at mange ældre og meget syge ønsker at opleve blot et forår mere.
Håbet bærer således en enorm styrke i sig og måske også en lindring.
Men håbet skal gødes, og her er kærligheden af så afgørende betydning. Den kærlighed som ligger i hverdagslivet, og som er med til både at lindre og styrke og bære igennem. Hvor håb er noget, som vi hver især bærer inde i os, er kærlighed noget vi giver til andre.
Når vi er samlet i dag, er det jo både for at mindes, for at sørge og for at få nye kræfter gennem fællesskabet. Mange af jer har sikkert set Frelle Petersens fremragende sønderjyske film ’Resten af livet’. Den viser på sin meget stille måde, hvad der sker, når vi ikke er i stand til at åbne og få kræfter gennem fællesskabet.
’Stafet for livet’ og det at I er her i dag, er et vidnesbyrd om, hvordan I har givet og stadig giver en masse kærlighed og styrke. Vi har alle i løbet af året eller de foregående år oplevet i os selv eller hos vores nærmeste, hvad håb har betydet i en svær tid, men også hvordan det har været helt afgørende, at det håb er blevet styrket af kærligheden fra de nærmeste.
Derfor vil jeg blot stille slutte af med et: TAK
Direktør Flemming Just
