Tekst & Foto Johnny Tauman
8. december 2018

Hver tirsdag henter 85-årige Aage Jacobsen en ældre kone på 90 år og sammen kører de ind til byen for at handle ind. Udtrykket ”kone” kom helt naturligt fra Aage, som sammen med en håndfuld chauffører gratis hjælper ÆldreSagen en gang om ugen. Og Aage er meget præcis, når han et par minutter før halv ti stævner ud fra Øster Vedsted Vej 78.

Kaffe og småkager

RYK IND RIBE mødte Aage på gårdspladsen – foran det hus, som brændte ned i 2014, men som er genopbygget i samme stil og næsten samme rumopdeling. Aage havde lige været ude at se til de islandske heste Djarphur og Seita sammen med hunden Kvik– og var på vej ind i køkkenet for at sætte kaffe over samt finde to kagedåser med to slags småkager frem.
”Hvor er det dejligt, at du serverer hjemmebagte småkager,” prøvede RYK IND RIBE´s medarbejder, men det var nu ikke den tidligere bagermester fra Sønderportsgade, der havde stået for denne del af december hyggen. En af de to døtre havde bagt småkager til sin far, som er en mand i fuld fart – og hvor alderen endnu ikke trykker.

Drev Bed and Breakfast

Aage har tidligere sammen med sin daværende hustru Lise drevet Bed and Breakfast i huset – en lejlighed som en hjemmeside (i ældre udgave) annoncerer med plads til 2-4 personer til blot DKK 400,- 2 pers. per night. En racercykel lænet op mod den gamle staldbygningen fortæller, at B&B er erstattet af et lejemål til yngre model.

Mange, mange bagere

Under den anden kop kaffe gik snakken på livet i Ribe i midten og slutningen af tresserne. ”Vi var mange bagere – ja inden for nogle få hundrede meter var der både bager Riis, Bager Engedahl, Rådhuskonditoriet, Bager Burgwald m.fl, ” reflekterer Aage, og fortæller så, at han valgte at slå over i produktion af rugbrød og franskbrød: ”Jeg havde 6 dages uge med en produktion på omkring 1000 rugbrød om dagen – det var mange på den tid.”
Udover de 6 bage dage – så blev søndagen brugt til at lægge surdej.
Aage drev forretning i 35 år – blev pensionist for 23 år siden.

Stegte ænder og stege juleaften

”Sønderportsgade havde et kæmpe spænd af butikker – og en butik man sjældent husker er Simonsens Garveri, der lå næste over for vores butik. Her blev alverdens skind garvet. Vi kendte kunderne og de kendte os! Og derfor stegte vi naturligvis gæs, kalkuner, ænder og flæskesteg i vores bageovn juleaften for en beskeden betaling,” supplerer Aage til artiklen.

Munkesten fra Riberhus

Ude på gårdspladsen igen skal vi lige se munkesten, som er indmuret i den hvidpudsede facade. ”Da håndværkerne fjernede resterne af det nedbrændte hus – som også som det nuværende havde stråtag – fandt jeg nogle munkesten, som ifølge historien stammer fra Slotsbanken – og som for mange, mange år siden har fundet vej til husets oprindelse på Øster Vedsted Vej,” fortalte Aage med en vis stolthed i stemmen. Jo, det betyder noget!

I den næste artikel ser vi nærmere på Djarphur og Seita – og arbejdet med islandske heste.