Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. juni 2021

Her kan man sidde i egne tanker, indtil en anden på døren banker. Vi kender sikkert alle teksten, som i forskellige udformninger findes som ophæng på toiletter; men at toilettet ligger placeret i hvalens hale, er just ikke hverdagskost.


– Så lykkedes det mig at få lavet toilet med håndvask og bruser, fortæller Jeppe Rosenstand Køser til RYK IND RIBE. Han har selv stået for alt VVS-arbejde – og det hele ”kører” naturligvis på regnvand.
– De næste opgaver i hvalprojektet er placeringen af stikkontakter til forstærkere og instrumenter, som nu kan stå tørt og sikkert i hvalens bug, forklarer Jeppe, der for øvrigt selv stod for arbejdet med kloak og vand.


De andre store dyr på området er omgivet af højt græs – det er som om, der savner noget. – Ja, gederne kommer snart, smiler Jeppe, der først skal have indhegningen på plads.