Tekst og foto: Renè Jørgensen
27. juli 2020.

Man kan jo blive træt.

Selv om der er sagt og skrevet meget om denne sommer i Ribe, kan vi stadig finde turister, der er vilde med vores by.
Denne søndag eftermiddag, hvor spisesteder og parkeringspladser stadig er godt fyldte, kan man se flere og flere turister trække til det grønne område ved Dagmars åen. Esbjerg Kommunes bænke og stole bliver flittigt brugt. Er man træt efter at have gået rundt i byen og set på de mange seværdigheder, kan man jo snuppe sig et hvil. Dog virker det lidt trist, at turisterne har udsyn til Mølledammens tilgroede bevoksning, men måske er man så træt, at man ikke ser det, men pinligt det er det.
Sjov nok kommer jeg altid til at tænke på Erik Grips ”Velkommen i den grønne lund”, og når jeg nynner den, er ordene vist velkommen i den grønne sump. Nå, det er en helt anden historie, men pinligt er det da, men måske et godt forslag til valg af sang til vores byråd, der starter alle møderne med en sang. Så kunne det da være der endeligt skete noget.

Mellem træerne får jeg øje på en hængekøje, der var ingen at se i den, så jeg måtte jo tættere på.
Hallo er der nogen, spurgte jeg, og det var der. Et ungt norsk par, der gæstede byen og boede på Ribe Camping, skulle ind til byen og, som den unge mand sagde, se den gamle rene by. Det var egentligt en imponerede betegnelse. De to unge var på ferie i Danmark. Først havde de været en tur i Sønderborg, og de sidste feriedage skulle være i Ribe, byen imponerede dem. De kommer fra Sola ved Stavanger og er vant til den vilde natur. Måske derfor var de ikke afskrækket af Mølledammens vilde vækst.

Jeg fortalte lidt om, hvad de kunne opleve i Ribe. Hvad de kunne se, og at når de igen skulle ind i byen, var det faktisk hurtigere at gå fra Ribe Camping, end lede efter en parkeringsplads.

Jeg ønskede dem en fortsat god ferie, og de fortrak sig igen ned i hængekøjen, en hængekøjetype, der går under betegnelsen bananhængekøje. Folk, som kender mig, ved, at alt hvad der har med bananer at gøre, er en ulyksalighed, men hyggeligt så det ud. Det var så den weekend.