Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 17. maj.

Projektet Ens-om Mad, der blev startet for mere end et år siden på Tangevej 10, har udviklet sig. Ikke alene bliver antallet af madhold fordoblet, men projektet har også ført andre ting som en fredagsbar, Social Drive, og en ungdomsklub med sig.

Som Ryk Ind Ribe for godt et års tid siden beskrev, er det KFUM’s Sociale Arbejde der med Diana Terp Pedersen, Ribe, som daglig leder står som initiativtager til og gennemførelsen af projekterne.

Diana fortæller, at det hele startede med et madhold for otte til ti personer, der mødtes for sammen at lave mad og derefter spise sammen. Formålet var at hjælpe nogle ensomme mennesker til et mere socialt samvær med andre, og det er lykkedes.

Mens der sidste år var et hold, er der i år to hold hver mandag for de unge og onsdag for mennesker, der har rundt de 30 år.

– Sidste år havde vi seks hold, og i år får vi 12. Desuden har vi startet Social Drive, hvor jeg hver tirsdag kører til Gredstedbro, Vilslev, Rønnebærparken og Sdr. Hygum. Jeg har kaffe og kage med samt borde og stole, og så kan de, der kommer, sidde og få sig en hyggelig snak sammen. Når de går, får de en madpakke med hjem. Det kan være en sandwich, det kan være kødsovs og pasta, som jeg har lavet, eller noget helt tredje, og formålet er at give mennesker, der er alene, en chance for at møde andre. Og ja, der kommer nogle hver gang jeg er der, fortæller Diana.

Hun kan videre fortælle, at der på madholdene er opstået flere venskaber.

– Men nogle af de mennesker har svært ved at holde kontakten ved lige, og derfor prøver vi at være tovholdere på det arbejde. Der er flere på holdene, der fortæller, at de ikke har talt med nogen siden sidste gang vi mødtes.

Og nu har det hele ført med sig, at der starter en ungdomsklub for personer mellem 18 og 30 år, hvor alle er velkomne. Mødedagen er torsdag og ungdomsklubben holder til huse i cafeen Sct. Peder i Sct. Pedersgade, hvor kommunen betaler huslejen, mens alt andet arbejde laves af frivillige.

– Og målet er at få en social cafe i Ribe, som de har i Esbjerg. Det er nødvendigt med en sådan i Ribe, slår Diana fest.

Men det hele koster penge. Huslejen betaler kommunen, men Diana Terp Pedersen fortæller, at de selv skal skaffe midlerne til maden. Derfor kom det også særdeles belejligt, at Skjern Bank og Louis Lund Toyota er gået ind med et større beløb i økonomisk støtte.

Afdelingsdirektør Jesper Hundebøll Fabrin er glad for at kunne være med til at støtte et sådant initiativ og et så godt formål, og det samme er Louis Lund:

– Det er en fantastisk energi, der lægges for dagen, og det er dejligt, at der er nogen, der vil gøre det. Det vil vi gerne støtte, fastslår Louis Lund.

Diana Terp Pedersen kan træffes på telefon 21316476 for nærmere information. Hun fortæller, at der stadig er plads på madholdene.

Også Toyota Louis Lund gav penge til projektet og har tidligere stillet biler til rådighed for Social Drive.