Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Hasse Jørgensen + privat torsdag den 22. september 2022

Når september bliver til oktober, og weekenden den 30. september til 2. oktober ruller ind over Ribe, venter der beboerne og gæsterne et væld af oplevelser.

Weekenden starter med Høstmarken og slutter med Kunsthåndværkermarked, og det betyder, at der bliver maser af aktiviteter lige fra først fredag til sidst søndag.

Både Høstmarkedet og Kunsthåndværkermarkedet er efterhånden blevet faste traditioner i Ribe.

Weekenden bliver således et samarbejde mellem arrangørerne af Høstmarkedet, nemlig Ribe Handelsstandsforening og Cafe Quedens, og Kunsthåndværkermarkedet, der arrangeres af en gruppe frivillige.

Der lægges ud fredag den 30. september med Torvedag på Skibbroen, og så går det ellers løs. Lørdag er der åbent hus på brandstationen i Ribe, og Kunsthåndværkermarkedet starter flere steder i byen, bl.a. i Det Gamle Rådhus og Sct. Catharinæ Kirke.

Der bliver masser af boder rundt om i byen, hvor der kan gøres en god handel. Eksempelvis bliver der også lørdag Torvedag på Skibbroen suppleret med børnenes torvedag ved Domkirken, der bliver gårdbutik foran Quedens, bogbazar arrangeret af Antikvarisk Selskab i Vejerboden, frøbyttedag og loppemarked i Toldboden, ligesom der bliver masser af underholdning i form af kørsel med hestevogn, musik ved Long John Jam og strygefri, der spiller foran Quedens.

De danselystne kan også få prøvet deres færdigheder af, idet organisationen Kom og Dans byder op foran Overdammens Idébutik lørdag klokken 14.

Og søndag fortsætter med kunsthåndværkermarked, gårdbutikker, loppemarked og bogbazar.

I hele weekenden vil en række lokale møde op med deres produkter, og har du nogle æbler, du ikke ved, hvad du skal bruge til, er der mulighed for at møde op med dem og få dem presset til saft. Du skal blot selv have emballagen til saft med.