(Foto: René Jørgensen) Mie Højlund ville gerne have været i finalen i Final 4 – nu blev det “kun” til bronze

Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. januar 2024

– Jeg ser video på alle de kampe, vi selv spiller i puljen, selvom vi “kun” spiller 3. division, fortæller Mette Kramer Immerkær, der gerne vil være på forkant med vaneskud og bevægelser for at gøre sit job lidt nemmere. Mette er målvogter hos Hviding IF, der i Santander Cup har trukket hjemmebane mod ligaholdet fra Odense Håndbold. Mette siger til RYK IND RIBE, at det bliver en hård modstander, men en super fed oplevelse, som hun glæder sig helt vildt til. – Og så skal der selvfølgelig nørdes lidt på skytterne fra Odense, så jeg er opmærksom på deres skudmønstre….!

(Foto: Johnny Tauman) Mie Højlund skal studeres – hun har mange kvaliteter i afvikling af skud

Lang håndboldkarriere

Mette Kramer Immerkær startede sin håndbold opvækst i Fredericia Håndboldklub, hvor hendes onkel – Finn Sandberg – stod på ligaholdet, og Mettes mor var i forældrebestyrelsen i klubbens ungdomsafdeling. – Min mor var også i en periode min træner i klubben, lyder det fra Mette, som også var et smut forbi Øster Hæsinge på Sydfyn, inden hun flyttede til Strib og spillede alle sine ungdoms år der.
Tilbage i 2009 flyttede Mette til Esbjerg, hvor hun havde et par sæsoner i Kvaglund IF, inden turen gik til IF 92, hvor hun spillede helt indtil 2020. – Da jeg fik job som pædagog på Egebæk-Hviding skole, var det oplagt at rykke til Hviding IF også, hvor jeg fik mulighed for at prøve kræfter med divisionshåndbold efter en del år på serie 2 og serie 3 i IF, fortæller Mette, der nyder rammerne i en lille klub som Hviding IF.

Målvogter siden 2020

– Jeg er venstrehåndet og har altid været højre back; men hvis vi manglede en målvogter, har jeg aldrig været bleg for at stille mig ind i kassen, siger Mette, der siden sit skifte til IF 92 har kunnet bære nummer 1, 12 eller 16 på ryggen.

Sandra eller Althea

Hvem er dit målvogter idol – er det Sandra Toft eller Althea Reinhardt? – Det er to vidt forskellige keepere! Jeg elsker den kølighed og det temperament som Sandra formår at udvise på én og samme tid, lyder det fra Mette, som fortsætter: – På den anden side, så er der også bare noget over den måde Althea bevæger sig på i målet. Så hvis jeg kunne lande et sted i midten, ville det være ønske scenariet.

(René Jørgensen) Althea krævede noget af sit forsvar i den moralske finale i FINAL 4 mod Team Esbjerg

(Foto: Johnny Tauman). Althea tog fra i målet med en stil, som Mette synes godt om

Lodtrækningen betyder, at Team Esbjerg kan nøjes med at køre ud i Rørkjærhallen, hvor de skal møde netop IF 92, som Mette tidligere har vogtet målet for.
Du kan se listen med kampe i 5. runde af Santander Cup på linket: Santander 5. runde

Spilletidspunkt skal aftales

Alle kampe er dateret til afvikling – der vil senere blive meddelt, hvornår kampen skal spilles i Egebæk-Hviding Kultur- og Aktivitetscenter. Odense Håndbold har et stramt program med både kampe i Håndboldligaen og Champion League.