Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 23. august 2023
Lysten til at være selvstændig, det at kunne administrere sin egen tid i højere grad end som ansat og så ønsket fra kunderne var nogle af de ting, der har fået Robert Jørgensen til at stifte sit eget it-firma.
For halvanden måned siden gik Robert Jørgensen på fuld tid med firmaet F1 IT fra hjemmeadressen i Jasminparken, og starten har været rigtig god.
– Jeg startede min uddannelse i 2001 og har været i branchen siden, bl.a. 11 år som ansat i et firma i Esbjerg. Men it-firmaerne har det med at opkøbe hinanden og blive større og større. Det går i mange tilfælde ud over de små og mellemstore firmaer i erhvervslivet, som ofte ikke er så interessante som kunder for de store it-virksomheder, og dermed falder serviceniveauet til de små og mellemstore kunder, fortæller Robert Jørgensen.
Det var det, han gerne ville rette op på, og derfor er kundesegmentet også de små og mellemstore virksomheder.
Den 1. oktober 2022 startede han som selvstændig i fritiden. – Efterhånden udviklede det sig, så jeg ikke kunne få enderne til at nå sammen både som ansat i et firma og som selvstændig. Derfor tog jeg for halvanden måned siden springet og gik på fuld tid som selvstændig, fortæller Robert Jørgensen og fortsætter:
– Da jeg sidste gang skiftede job i branchen, var der mange kunder, der var kede af det og opfordrede mig til at starte selv. Det har selvfølgelig også medvirket til beslutningen.
– Hvad er det, du hjælper firmaerne med?
– De firmaer, jeg har som kunder, er typisk af en sådan størrelse, at de ikke har råd til at have en fast it-mand ansat. Jeg hjælper dem med salg og service af PC, servere, printer, toner, Microsoft 365 produkter og licenser, IP-telefoni, mobil og internet, kameraovervågning og back up i det hele taget.
– Hvor kommer dine kunder fra?
– De kommer fra et stort område her omkring og fra hele landet. Jeg har kunder fra Ålborg og København, hvor firmaet har en filial i Polen. Fordelen er, at det er ikke alt, man skal have fingrene i for at løse problemerne. Meget kan klares hjemme fra skrivebordet, fortæller Robert Jørgensen, der er uddannet IT supporter.
– Du er ikke selvlært som mange ellers er i den branche?
– Nej. De der er selvlærte, er primært dem, der hjælper private kunder. Dem kan jeg da også hjælpe, men det er ikke min primære kundegruppe. Det er erhvervsvirksomheder, hvor det betyder meget, at deres systemer kører og at sikkerheden er i orden.