Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 3. marts 2026
Hvor der ser ud til at være lys for enden af tunnellen med hensyn til hjemrejse, kæmper ægteparret Siw Thomsen og Jonas Sybrandt fra Vester Vedsted stadig en kamp mod et forsikringsselskab. Men nu synes der også her at være et lys for enden af tunnellen.
Som tidligere omtalt er parret med familie strandet i Sri Lanka på grund af krigen i Mellemøsten. Og mens det indtil i dag har været umuligt at komme igennem til Qatar Airlines, har de nu fået hul igennem, og alt tyder på, at de kan komme hjem den 11. marts.
Det betyder nogle ekstra overnatninger i Sri Lanka, som ifølge Siw Thomsen er et fantastisk sted at være. Men det betyder også ekstraordinære omkostninger til logi og mad. Og selv om Sri Lanka er et relativt billigt sted at være, medfører det alligevel ekstra udgifter for en familie på syv.
Sagen er, at Siw og Jonas er afsted med deres to voksne døtre og deres svigersønner samt et barnebarn.
Og her kommer det paradoksale in i situationen. De tre par er forsikret i hver deres selskab. Siw og Jonas er forsikret i GF, og den ene datter og hendes partner er forsikret i Lærerstandens Brandforsikring. De to selskaber dækker de ekstraordinære udgifter til logi og mad.
Den tredje datter, der i øvrigt er gravid og har diabetes 1, og hendes samlever er forsikret i Købstædernes Forsikring, der er et gensidigt selskab ejet af medlemmerne, og Købstædernes Forsikring har indtil nu pure nægtet at betale noget som helst.
– Det virker helt absurd, at der skal være en sådan forskel på forsikringsselskaberne, siger Siw Thomsen fra Sri Lanka, der formentligt nu bliver familiens opholdssted endnu en uges tid.
Forelagt problemet, skriver pressekontakten i Købstædernes forsikring, Louise Fleckenstein, i en mail til Ryk Ind Ribe: Indledningsvist kan jeg ikke udtale mig om konkrete kundeforhold, men du skriver heller ikke noget nærmere konkret herom.
Vi blev lige så overrasket som den resterende del af verden over weekendens udvikling. Derfor kan kunden meget vel i første omgang have fået afslag på dækning, da en begivenhed som den aktuelle ikke er dækket af forsikringsbetingelserne. Men vi har selvfølgelig ekstraordinært tilbudt dækning for ekstraudgifter til hoteller og forplejning for de af vores kunder, der befinder sig i en situation, som den, du beskriver.
De konkrete bør kontakte os.










































































