Tekst og fotos Hasse Jørgensen, copyright. Søndag den 16. september

På en dejlig vindstille men kølig september lørdag aften skabte Stafet For livet et værdigt højdepunkt for et flot arrangement. En lysceremoni. For mange en mindestund og for andre en stund til eftertanke.

En aften hvor Isabella Maimburgs smukke sang akkompagneret af farmand Bo Maimburg på klaver og efterfølgende sognepræst Michael Nielsens manende ord skabte den helt rette stemning.

Anslået op mod 300 mennesker deltog i arrangementet, og efter fællessangen om livstræets krone gik langt de fleste af deltagerne en tur rundt på den korte rute på Hovedengen.

Michael Nielsen tog sit udgangspunkt i statistikken, der siger, at 60 procent af kræftpatienterne overlever de første fem år, mens 40 procent desværre dør tidligere.

– Men, som Michael Nielsen slog fast, når en person får mistanke om at have kræft, går vedkommende ikke op i statistikker. Der er to ting, der tæller: Er det eller er det ikke kræft! Overlever jeg eller ikke!

– For den enkelte er kræft altid personligt, sagde sognepræsten bl.a.

Foran præsten var der lys i masser af papirsposer, hvor pårørende havde skrevet hilsner til afdøde kræftpatienter. Og Michael Nielsen så bl.a. lysene i poserne som symboler på de unikke personligheder, der er i de kroppe, der bliver misdannet og ødelagt af kræften – måske uopretteligt.

Sådan sluttede en flot lørdag, og søndag ved 11-tiden var det hele forbi.

200.000 kr. i overskud

Formanden for Stafet for Livet, Morten Topholm, kunne gøre status og takke de mange mennesker, der har medvirket til at gøre det til en fantastisk weekend. Og han kunne fortælle, at Stafet for Livet kommer igen næste år. Når der er holdt evalueringsmøde den 24. oktober, bliver datoen for næste års arrangement meldt ud.

De frivillige blev hyldet på scenen, og Morten Topholm kunne fortælle, at årets overskud bliver på ca. 200.000 kr., og deltagerne har gået 19.700 omgange.

– Når Ole Pallesen har brugt de mørke efterårsaftener til at gennemgå alle tallene og gøre regnskabet endeligt op, melder vi selvfølgelig det nøjagtige tal for overskuddet ud. Men det ser ud til at blive omkring 200.000 kroner, og det er flot, konstaterede Morten Topholm, hvorefter de mange frivillige kunne begynde at bryde pladsen ned og dermed afslutte måneders arbejde, der resulterede i en meget, meget flot weekend.